(Sent to members of the Danish tennis IC -- International Club -- of which T was a longtime member. Written by Mikael Bernhoft, former Danish IC president and longtime dear friend.)

Torben Ulrich var en helt unik personlighed.

Sammen med Kurt Nielsen satte han dansk tennis på verdenskortet i 50’erne.

Hans resultater og mesterskaber var talrige. Men Torben gik ikke efter resultater for resultaternes skyld. Endsige for at opnå status eller belønning. Torben tilgik tennissporten som en kunstart - på linje med jazz, som han også dyrkede til perfektion.

Torben eksperimenterede hele tiden for at finde nye veje. Han har fortalt, hvordan han i timevis kunne studere en tennisbolds flugt ved at hænge den i en snor i en vindueskarm, og her nøje følge boldens bevægelse og reaktionsmønstre. Torben var en af de første tennisspillere i verden, som udviklede topspin - et slag som det dengang ansås for næsten umuligt at udføre med datidens stive træketchere.

Han var også forud for sin tid, når det gjaldt træning af fysik, bevægelse og balance. Det var en ren fryd at følge Torbens bevægelser på en tennisbane. Torben var et ikon – balletdansere fra det kgl. Teater så op til ham.

At det for Torben drejede sig om det kunstneriske - og ikke om at vinde - var vi vidner til i en afgørende international kamp i HIK i 70’erne. Torben misbrugte adskillige oplagte matchbolde på sindrige stopbolde i stedet for bare at slå et simpelt vinderslag. Til sidst lykkedes det at vinde matchbolden med en fantastisk bagspunden stopbold, som sprang tilbage over nettet. Vi var som holdkammerater desperate over denne måde at være holdt på pinebænken. Men Torben kunne ikke forstå, at vi ikke kunne se det kunstneriske i at afslutte en match, ved at modstanderen kommer stormende forgæves frem mod nettet efter bolden. Og så kan man stå klar med fremstrakt hånd og sige: ”tak for kampen”.

Som den kunstner han var, lod Torben sig ikke diktere, En anden gang i 70’erne, hvor han skulle spille internationalt på HIK’ anlæg, blev han programsat til kl. 11, til trods for, at han klart havde meldt ud, at han under ingen omstændigheder dyrkede tennis før kl. 12. Nødtvunget mødte han kutteklædt op kl. 11 og slæbte sig rundt på banen. Hurtigt var 1. sæt tabt, og modstanderen førte 5-0 i andet sæt. Men så slog uret på Messiaskirken 12. Og nu smed Torben kutten – og gik i gang med opvisningstennis. Som jeg husker det, blev resultatet 0/6 7/5 6/0 til Torben.

Kristine og jeg var så heldige at komme tæt på Torben i 80’erne Han var flyttet til USA, dyrkede tibetansk budisme og boede asketisk i en lille lejlighed. Den nye tennishal i Hørsholm skulle indvies i 1986, og hvad kunne være bedre end en opvisningsdouble med vores fordums stjerner: Torben Ulrich, Kurt Nielsen, Jørgen Ulrich og Jan Leschly. Vi skulle skaffe overnatning til Torben, og det blev hos os.

Torben blev imidlertid boende hos os i adskillige måneder. For os med 4 børn og en hund – og et helt konventionelt dansk familieliv – var det noget af en overgang at huse en skægget lang tids logerende, med en helt anden livsrytme og levevis end vores egen. Vi blev vidner til meditation, særprægede yogastillinger, timelange løbeture samt måltider på tidspunkter, vi ikke havde oplevet før.

Men det blev for hele vores familie en vidunderlig tid. At få lov til at være dagligt sammen et så spændende, vidende, begavet og beskedent menneske som Torben, var en gave. Og hertil havde Torben en herlig humoristisk sans.

Senere kom Torbens ægtefælle – den amerikanske journalist Molly - ind i billedet, som en uvurderlig støtte for Torbens mange eksperimenter.

Mest markant var nok, da han slut firserne gennemførte en såkaldt knæfaldsvandring. Det er en spirituel praksis hos tibetanske budister, hvor man tilbagelægger en længere strækning i sneglefart ved at kaste sig ned på jorden, trække benene op under sig og rejse sig. Torben valgte at bevæge sig på denne måde fra Hellerup, hvor han havde mødt sin buddhistiske mentor, til Rødby, hvor der var et buddhistisk center. Vandring på denne måde er en fysisk kraftpræstation, og man kan maximalt tilbagelægge ca. 1000 m i døgnet. Torbens vandring tog da også ca. 5 måneder. Men som Torben beskrev det med sit lune smil: ”ærgerligt at jeg på Svanemøllen blev overhalet af den københavnske pølsemand ” (pølsemanden var samtidigt i færd med at gå til Paris med sin pølsevogn i et rekordforsøg.)

Torben omsatte tennis til billedkunst ved at dyppe tennisbolde i maling og spille boldene op på papirlærreder. Værkerne blev tilført hans digte. De er skønne og unikke. Nogle kan stadigt ses i Leschlyhallen i Hørsholm.

Han optrådte langt op i årene med dygtige jazzmusikere, hvor han reciterede sine digte til musikken - en meget sofistikeret form for rap, kunne man kalde det.

Og så var Torben - ikke mindst - en meget inspirerende far for sin søn Lars.

At Torben også i sit liv opnåede at blive verdensmester i tennis i 60+, talte han ikke om. Han spillede ikke tennis for at vinde eller opnå berømmelse - men fordi han var dybt optaget af boldspillet som kunstart. Han lavede i øvrigt en film, som udelukkende handler om at spille tennisbolde op ad slåmure.

Torben Ulrich forblev et trofast medlem af IC - også efter at han for længst havde lagt ketcherne på hylden.

Vi har mistet en helt enestående og fremragende boldkunstner.