Kraftfelt . »For mig var han altid mest præsent som tennisspiller og vitalistisk tankemenneske. En, hvis bøger jeg kunne tage ud af reolen, læse et par linjer i og få en mikrodosis inspiratorisk svimmelhed.« Essay af Theis Ørntoft om Torben Ulrich og kosmisk atletik.

Af Theis Ørntoft
Weekendavisen (subscription needed)
14/7/2024

Den 20. december sidste år døde Torben Ulrich. I dagene forinden nåede han at lægge sidste hånd på et essay, som nu hænger og svæver, forestiller jeg mig, som en vægtløs meditation midt i Still in Play. Bogen blev hans sidste værk. Ulrich havde lidt af en mangfoldig praksis, eksempelvis kan det nævnes, at han var tennisspiller, klarinettist, billedkunstner, digter, zenbuddhist, performer og jazzskribent. For mig var han altid mest præsent som tennisspiller og vitalistisk tankemenneske. En, hvis bøger jeg kunne tage ud af reolen, læse et par linjer i og få en mikrodosis inspiratorisk svimmelhed. Hans tanker kredsede om atletik i alverdens former, improvisation, elementlæren og kvantefysik. Han blandede vestlig og østlig tænkning; måske kan man forestille sig, at han under tenniskampene så en gul bold komme flyvende, men også en lille, flammende sol. Jeg mødte aldrig Torben Ulrich. Jeg så ham heller ikke spille tennis, og jeg har aldrig forholdt mig til hans malerier. Ikke før for nogle uger siden, hvor jeg modtog Still in Play.

I årene 1981-2018 malede han over 120 billeder i den serie, han døbte Imprints of Practice. Med få undtagelser blev malerierne til via samme koncept gennem knap 40 år; han tog et sjippetov og en tennisbold, dyppede tovet i sort maling og bolden i rød, hvorefter han slyngede, svirpede eller affyrede dem mod rispapiret. På hvert billede findes dette aftryk af en bold. I udkanten eller i centrum. Man kan se det som en rød sol i billedets univers, eller et aftryk af en kraft, der på én gang er atletisk og kosmisk. Malerierne står ligesom og vajer på grænsen mellem bevægelse og stilstand, mellem det menneskelige og det opløste. Og på samme måde gør måske Ulrichs eftermæle. Også ham var der noget både konkret og abstrakt over, noget både verdensnært og verdensfjernt; han synes at være helt inde i materien og eksistensen, men samtidig også dømt til at træde på afstand af den, fjerne sig fra den, åbne og lukke livets døre i en uendelighed, for at få disse små glimt af den umådelige labyrint.

MANDAG DEN 3. JUNI. Sol og blå himmel over Nørrebro. Jeg er på barsel. Min datter befinder sig på et udviklingsstadie, hvor hun følger med mig rundt overalt i lejligheden, jeg går forrest, hun kommer kravlende et par meter bagefter, om jeg så bare skal ud i køkkenet efter en kop kaffe. Medmindre jeg åbner altandøren. Så glemmer hun alt og sætter i kravl, farer ud til potteplanterne og begraver fingrene i mulden. Jeg sætter mig på hug ved siden af. Nej, siger jeg. Hun standser og stirrer uforstående på mig. Så vender hun sig og graver videre, fristelsen er for stor, guderne må vide, hvad det handler om; måske erindrer hendes celler, hvordan det var at være muldvarp for længe siden, et blindt, smidigt væsen under jorden. Eller måske er hun bare nysgerrig, fordi hun forstår, at der er noget, der for første gang er forbudt. Af og til når hun nægter at sove lur, og jeg ikke rigtig har mere at give, sætter vi os i sofaen og ser et par minutters French Open. Fjerderundekampene er begyndt. I går røg Clara Tauson ud, Holger Rune er stadig med. Hvis jeg er heldig, kan jeg få lov at se cirka fem minutter. Forleden så jeg en træt, aldrende Nadal i færd med at tabe til Alexander Zverev. Han er ved at være slidt op, den lille spanske Samson, med de stærke, brune overarme og det smukt akavede ketsjergreb. Som regel bliver French Open afbrudt, fordi hun læner sig frem og begynder at slå på computeren. Hun har ingen koncepter; stuen er stadig et råt og sitrende energifelt for hende, tænker jeg, fuld af linjer, geometrier, lyspunkter og kroppe. Og måske lever hun på den måde udmærket op til Torben Ulrichs grundlæggende idealer. Om for eksempel at betragte en tenniskamp som noget åbentstående og frit. Ikke låse den fast i konkurrencens form, ikke interessere sig for, hvem der vinder eller taber. Så hellere bevæge sig rundt på banen i fælles nysgerrighed, spille med hinanden, ikke mod hinanden, ikke tælle pointene, men i stedet undersøge linjerne, varmen og hastighederne, grusets rødlige farve, slippe energierne fri af konkurrencens fængsel. Banens hvide linjer optegner på én gang en virkelighed og en illusion, man kan spille tennis overalt, i en parkeringskælder, i en elevator, midt på 5th Avenue. Man kan også, i vores tilfælde herhjemme i stuen, slå fysisk løs på tenniskampen, det vil sige hamre på computerskærmen med begge hænder, som var den en magisk tromme af farver og lys.

Når Torben Ulrich beskrev en tenniskamp, var det et kraftfelt, han beskrev. En fysisk koncentration i rummet, noget, der stod og sitrede og summede af energi, ikke ulig et bistade i skoven, eller en byggeplads i byen. For ham var tenniskampen et åbent kraftfelt, og derfor var den aldrig til at adskille fra sine omgivelser; også en tenniskamp informeres og invaderes af alt det, der er rundt om den; af spillernes humør, morgenmadens vitaminer og mineraler, atmosfæren blandt publikum, tidspunktet på dagen, luftens helt særlige fugtighed. Set fra et vist perspektiv er tenniskampen en molekylernes dans. Men når spillet er i gang, og den gule bold flyver, glemmer man det. Alle de point. Alle de tanker. Egentlig ikke så vigtige. Det er så rart at være fri. Man har ingen krop, ingen psyke, man er et barn, smeltet ind i den kemiske vrimmel, man bliver en del af kraftfeltet, glemmer sit ego.

At Ulrich skulle figurere i nutidens toptennis, er så godt som utænkeligt. I dag er spillerne så disciplinerede og målrettede, at enhver zenbuddhistisk undren blot ville være en forstyrrelse; alt irrelevant og romantisk er renset væk, for det er nu engang sådan, atleter præsterer bedst. Den eneste tennisspiller, jeg kan komme i tanker om, som afviger fra dette regime, er det græsk-australske kaoselement Nick Kyrgios – men Kyrgios har symptomatisk nok mistet spilleglæden og er blevet kommentator.

Hvilken figur fra den moderne æra inkarnerer Torben Ulrichs allerstørste modsætning? Et bud kunne være Novak Djokovic, den mest vindende spiller nogensinde. Jeg kan komme i tanker om tre grunde til modsætningsforholdet: For det første fremstår Djokovic på alle måder målrettet. Alt ned til mindste måltid er tænkt igennem. For det andet er serberens spil, i modsætning til Ulrichs, så godt som renset for leg og eksperimenter. I det mindste på banen. Det eneste, der kan bringe Djokovic ud af fatning, ser ud til at være hans eget humør. På de få dage, hvor det er imod ham, ser man, hvor afgørende det er, og omvendt, når stjernerne står rigtigt, hvilket de har gjort næsten uafbrudt i ti år, er der ingen i tennishistorien, der kan slå ham. Den tredje og sidste grund er mere en spekulation: Djokovic var egentlig ikke ment til at blive den bedste. Den rolle var tiltænkt Nadal og Federer. Djokovics mesterskab er grundlæggende en forstyrrelse af tennisuniversets orden. Han var den arketypiske treer, den evige bejler, han skulle egentlig ikke være blevet så god; det er på sin vis en fejl i eventyret, at det skete. Det lykkedes ham at bryde fri af sin egen skæbne. Hvordan? Ved hjælp af vrede, tror jeg. Hvis et menneske har meget vrede i sig, men lige netop er i stand til at tæmme den, gøre vreden til en resurse så at sige, kan dette menneske nå uhyggelig langt. Stor skønhed udspringer ofte af primitive, tvivlsomme resurser. Som Carl Jung skrev: Hvis et træ kan strække sine grene helt op i himlen, er det, fordi det har rødder i helvede. Hvorfor blev Djokovic vred? Måske fordi han i udgangspunktet ikke var så talentfuld som Nadal og Federer. Måske fordi publikum ikke elskede ham. Måske fordi synet af de buhende masser tændte noget i ham, fik ham til at brænde og gløde så heftigt indeni, at vreden på alkymistisk vis smeltede og blev til brændstof, en rumrakets flydende, lysende brændstof; Djokovic skulle egentlig være blevet hernede på Jorden med os andre, men i stedet fusionerede han vreden og disciplinen, snød eventyrets helte og blev den bedste nogensinde.

Dette eksistentielle setup, dette mindset, kunne formentlig ikke være Torben Ulrich mere fremmed. Jeg ser ingen spor af vrede i Still in Play. Jeg mærker intet indestængt begær efter at blive bedst til noget. Malerierne er ikke baseret på frygt.

TIRSDAG DEN 4. JUNI. Blå himmel og sol igen. Dagen startede klokken 4.30. Før jeg stod op, tjekkede jeg nattens tennisresultat på en flashscore. Holger Rune tabte i fem sæt til Alexander Zverev. Jeg så første sæt i aftes, så var jeg nødt til at gå i seng. Jeg hører P1 Morgen nu. Den tidligere FCK-spiller William Kvist er i studiet; han taler om børn og idrætskultur i Danmark, meldingen er, at det er gået for vidt med konkurrenceelementet, når de 5-13-årige går til sport. Jeg tager telefonen med mig ud i køkkenet, lytter videre, skænker et glas vand, går tilbage til stuen. De 5-13-årige. Det lyder umiddelbart som et vildt aldersspektrum at hente data ud fra. Jeg husker det, som om jeg havde det ret forskelligt, da jeg var fem og 13 år gammel. Jeg husker det, som om vi spillede fodbold i skolegården, allerede fra vi var seks. Vi spillede om sejren og morede os med det, det ene hold vandt, det andet tabte, og jeg husker det, som om vi allesammen overlevede. William Kvist og de andre mener vel først og fremmest, at børn skal have lov at være børn. Men skal det nødvendigvis føre til en problematisering af konkurrence som sådan? De hævder, at langt de fleste 13-årige er mere optagede af at lege end af at konkurrere. Det lyder ikke som den virkelighed, jeg voksede op i. I den virkelighed var konkurrence og leg umulige at adskille, ikke kun inde på banen. Formuleret på en anden måde: En tenniskamp på point er også noget, man leger, taberen lever i hvert fald videre bagefter, ingen dør. Konkurrencer er ikke kun onde maskiner, som producerer individer til den neoliberale samfundsorden, de er også ritualer, urgamle ritualer, med rødder i noget, der ligger langt før menneskets oprindelse, en konkurrence er det, antropologerne kalder den ritualiserede konflikt, og konflikt er en af naturens ældste matricer.

Men måske er det meget fornuftigt at give de små hoveder et lidt mere trygt rum at løbe rundt i. Vi får at se om et par årtier. Det kan også være, at man internaliserer den idé i børnenes verden, at konkurrence er noget farligt. Det kan være, man overser, at konkurrencen er en naturlov på linje med tyngdekraften, et fænomen, man egentlig ikke kan lovgive for, og som derfor bare finder andre, mere dunkle veje ind i børnenes verden.

Da jeg selv var otte-ni år, begyndte jeg til fodbold. Jeg var en af de middelmådige, hverken dårlig eller god, som regel blev jeg skiftet ind i sidste tredjedel af kampen. Og det var da ikke så fedt. Et par år senere begyndte jeg til bordtennis i stedet. Det var jeg bedre til, god faktisk, og set på afstand tænker jeg, at jeg virkelig ikke blev særlig traumatiseret af mine oplevelser med fodbold, måske var det ligefrem meget godt at erfare, at man ikke er lige god til alt, at der er forskel på sportsgrene, forskel på kompetencer, forskel på mennesker, at vi har hver vores styrker og udfordringer, er dygtige til forskellige ting. Der findes et ord for alt dette: mangfoldighed.

I et andet radioprogram, jeg hørte for nogle måneder siden, var næstformanden fra Danmarks Idrætsforbund i studiet. Han fortalte, at idrætsudøvere rent faktisk ikke bliver bedre af at konkurrere i de tidlige år. Det vigtigste er, sagde han, at man ikke ekskluderer nogen, alle skal føle, at de kan være med. Men gør det dem virkelig ikke til dårligere atleter? spurgte studieværten. Nej, tværtimod, forsikrede næstformanden, de bliver bedre.

Hvem ved. Ikke jeg. Men jeg kan se på den aktuelle rangliste, at verdens fire absolut bedste bordtennisspillere er kinesere. Kineserne udgør over halvdelen af topti, og sådan har det været i årevis. Var det en inkluderende og legende atmosfære, der gjorde disse kinesiske bordtennisspillere så suveræne? Er det værdierne, de blev opdraget med? Svært at forestille sig.

Jeg strør legetøj ud på gulvet, går ind i stuen og åbner Still in Play. Bladrer. Flere af Torben Ulrichs malerier får mig til at tænke på spiralgalakser. Fornax-hoben. M63. Et specifikt maleri ser ud til at forestille en flok kometer på rejse gennem en sådan galakse. Strøg af sort energi. Rejser og sammenstød. Og så den røde plet igen. En eksplosion af energi. Den optræder på alle billederne, organiserer ligesom helheden, som solen i et solsystem, eller som bolden i en kamp.

De bedste af malerierne er fra 2017-18. De er enkle. Hvid, rød, sort. Gode farver. Jeg kan få den tanke, når jeg ser på malerierne fra de år, at de er et udkast til et taoistisk alfabet; at Ulrich undersøger muligheden for at opfinde tegn, der står og veksler mellem betydningsbærende ord og meningsløse abstraktioner. Ifølge Lars Movins forord til Still in Play skal Ulrichs malerier ikke betragtes som færdige i konventionel forstand. Det forsøger jeg så at lade være med. Måske forklarer det også, hvorfor det ikke er alle malerierne, der er lige vellykkede. Flere af dem fremstår for illustrative. Og med det mener jeg, at de forsøger at afbilde noget. De bliver visualiseringer af hans tanker og ideer. Det er et kunstnerisk problem, synes jeg. At noget fra intellektets domæne er forsøgt transporteret over i kunstens, uden at en selvstændiggørende mutation af stoffet har fundet sted. Men måske er jeg bare håbløst værkorienteret, modsat Ulrich, som alle dage var processuel. Og måske er det så også derfor, jeg af og til kan få på fornemmelsen, at noget i malerierne peger mere på kunstnerens vilde og eksperimenterende liv som sådan end på kunsten selv.

Lad mig opholde mig lidt ved dette. For der løber en stærkt vitalistisk åre gennem Ulrichs verden. Han er det eksperimenterende menneske, det vildt tænkende individ, som aldrig forpligter sig på at fuldende noget og for eksempel komme med en udkrystalliseret teori om verden. Jeg har flere gange tænkt på den franske filosof Gilles Deleuze under læsningen af Still in Play. Deleuze må også siges at være et menneske af det strømmende og processuelle. Men i det mindste færdiggjorde han sine teorier, han forpligtede sig på dem. Gjorde Ulrich det? I den procesorienterede kunst kan det ofte blive et problem, at alt det tilsyneladende så improviserede og spontane ender med at danne sine egne regelsæt og koder, blive forudsigelig, simpelthen – hvilket vel netop er det, den skulle være et opgør med.

Af og til må en kunstner vige bort fra sine egne vaner. Forlade dem og rejse væk. Slå teltet op i sine fjenders land, campere nogle måneder der. Af og til må man færdiggøre noget i konventionel forstand. Ulrich fremlægger aldrig nogen færdig filosofisk teori. Det kan man måske heller ikke forvente af en, der ikke er filosof. Men hvad var han så? Hans tekst i Still in Play bærer titlen »Circling the uncatchable«. Og måske besvarer den titel mit spørgsmål: Der er intet inde i centrum. Der er kun bevægelsen. Teksten er som et langt mediterende digt, en stilfærdigt drivende meteorologi af tanker, en opsummering af hans vitalistisk-buddhistiske univers.

GENNEM HELE SIT LIV udviklede Torben Ulrich på sin idé om medspil. Han forestillede sig medstandere i stedet for modstandere. Jeg har altid haft sympati med den idé. Jeg har også altid haft mine reservationer. I et interview fra 2004 siger han: »En situation, der er styret af den dér tab-og-vind mentalitet, bliver næsten pr. definition præget af nogle rationelle eller fikserede valgmuligheder.«

Men er det rigtigt? Når jeg ser på nutidens tennisspillere, som vel i exceptionel grad er underlagt det, Ulrich kalder tab og vind-mentalitet, synes jeg nærmest ikke jeg ser andet end suveræne atletiske udfoldelser. Jeg kan også formulere det som et spørgsmål: Udelukker konkurrence og point virkelig spontanitet, leg og eksperiment? Jeg kan ikke se det. Når jeg tænker på den spanske fodboldklub Real Madrid, ser jeg for mig et på alle målbare måder kalkuleret forehavende. Det handler om penge og sejre, man vil vinde La Liga, man vil vinde Champions League, man vil sælge et hav af trøjer med Vinícius Júniors navn på. Men samtidig, midt i dette kolde system af penge og konkurrence, ligesom på et andet niveau af helheden, løber de bedste spillere i verdenshistorien rundt. De dyrker egentlig bare deres sport. De er atleter, som atleter altid har været; deres blod er varmt, bevidsthederne er tømt for tanker, de sværmer rundt på græsset som en overlegen superorganisme, dribler ubesværet, de atletiske bevægelser og beslutninger flyder ind og ud af hinanden i en myriade af spontanitet.

Personligt ville jeg aldrig sidde og se French Open, hvis der var tale om en pointløs leg, det ville hurtigt blive retningsløst for mig, duellerne ville miste deres mening; en konkurrence skaber vel ikke kun vindere og tabere, den skaber også dramaturgi, udvikling, forskelle, begivenheder.

På dette sted kunne man måske tilføje, at Ulrichs idé om medspil spejler en antivækstfilosofi oppe i vores tid. Konkurrencerne ledte os ind på de forkerte spor, kunne man hævde, de fik os til at glemme, at der findes andre spor end den lineære, materielle vækst. Drop konkurrencen, menneske. Sænk farten. Lev stilfærdigt, lokalt og selvforsynende. Vær nysgerrig, ikke over for pointene og konkurrencerne, men over for den jord, de udspilles på. Lev cyklisk, ikke lineært. Den slags tanker kan formentlig godt udledes af Ulrichs filosofi om medspil. Måske er det faktisk endda her, han er mest tidssvarende. Men skal jeg være ærlig, magter jeg ikke at tænke over det; måske fordi jeg ikke har noget at tilføje til alt det, der gennem årtier er blevet sagt og skrevet om antivækst og økologi.

Det siges, at Ulrich afbrød en semifinale under danmarksmesterskaberne i 1966, fordi han skulle hjem og se VM-finalen mellem England og Tyskland. Han gik op til nettet og gav modstanderen hånden, og så tog han hjem. Det er en morsom gestus. Det er også lidt selviscenesættende. Jeg ved ikke, hvor meget »medspil« der egentlig er over det. Men man kan måske se det som et konkret eksempel på en overordnet livsetik. Måske siger Ulrich bare: Forbliv nysgerrig og åben, venner, lad være med at stivne. Det lyder så banalt, når jeg skriver det. I Ulrichs sprog løftede det sig altid og fik flyvehøjde. Han var god til at komplicere det elementære.

ONSDAG DEN 5. JUNI. Det er grundlovsdag. Jeg har fået et par timer fri til at arbejde. Mens jeg cykler over til kontoret, kommer jeg til at tænke på et gammelt interview med Torben Ulrich. Han taler om at deltage i Wimbledon i årene efter Anden Verdenskrig. Og han siger noget om, at der var huller i græsbanen efter granatsplinter. Tyskerne havde smidt en bombe derind, eller i nærheden af stadion, muligvis var der også kommet et mindre krater i banen.

Han var barn af efterkrigstiden.

Det kan jeg ikke sætte mig ind i.

Stemningen må have været fuldstændig anderledes end i dag. Tiden efter en krig. På næsten alle måder føles det, som om vi befinder os i tiden før et stort sammenbrud. Før og efter. Det er to meget forskellige stadier. Den tyske filminstruktør Werner Herzog er et andet barn af efterkrigstiden. Et sted taler han om at løbe rundt og lege i en ruinhærget by. Hvordan det er at gå op ad trapperne i en sønderskudt bygning. Man kan kigge ud af skudhuller. I en lejlighed er der et stort bombekrater i væggen, og man kan vade direkte gennem det, fra én lejlighed over i en anden, fra nogens stue, ind i en andens køkken. Fremmede rum på stribe. En verden, der hviler ud efter en umådelig krampetrækning. Menneskene overlevede, og fuglene kvidrer. Nu løber børnene gennem stuerne, gennem væggene, ingen ejer noget, alt hænger sammen, alt er alvor og sjov, alt er ruin og eventyr.

Theis Ørntoft er forfatter og digter.

Still in Play: The paintings of Torben Ulrich
er redigeret af Lars Movin og udkommet på Forlaget Spring.