by Lea Wind-Friis
Politiken
April 26, 2024

Fire måneder efter multikunstner Torben Ulrichs død udkommer hans sidste, enorme bog. Men under en fejring af bogen står det pludselig klart, at han har mere at sige til os.

Mens multikunstneren og atleten Torben Ulrich stadig levede, fortalte han gerne med overbevisning, hvordan højt udviklede tibetanske mestre kan kontrollere deres eget dødsøjeblik. Ved intens meditation i syv dage opløser de det fysiske legeme, så alt legemligt forsvinder og bliver til lys, også kaldet et regnbuelegeme.

Kun hår og negle ligger tilbage.

I december 2023 døde han, Torben Ulrich, 95 år gammel. Og på en måde blev også han forvandlet til lys, og til lyde og nye ord.

Den spinkle, langskæggede tænker og tennisspiller fra Hellerup er nemlig ikke færdig med at kommunikere med sin omverden, selv om han ikke længere fysisk er til stede i verden.

Den seneste manifestation af liv fra Torben Ulrichs side er en gigantisk bog om hans visuelle værker med titlen ’Still in Play’, der netop er kommet fra tryk.

I de fem år op til sin død arbejdede Torben Ulrich på bogen sammen med forfatter Lars Movin, og de blev akkurat færdige.

»Det var hans sidste ønske at få lavet denne bog. Og han var med hele vejen«, siger Lars Movin, der har lavet syv bøger sammen med Torben Ulrich.

Da der kun var få uger, til han døde, læste Torben Ulrich stadig tekster fra bogen igennem og kom med kommentarer, har hans kone siden fortalt. Og det stærkt detaljeorienterede menneske nåede faktisk dertil, hvor han ikke havde flere rettelser.

Han mangler hos hende

Folk strømmer ind i de aflange rum med det hvide lys på Galleri Tom Christoffersen i indre København lige rundt om hjørnet fra Rundetårn. Snart flokkes gæsterne om Molly Martin, Torben Ulrichs enke og samarbejdspartner.

Denne torsdag eftermiddag er der reception for udgivelsen af ’Still in Play’, og alle vil hilse på hende. De seneste mange år af Torben Ulrichs liv skete det kun sjældent, at de to ikke var sammen, og man kan ikke se hende uden også at se ham, der ikke er her.

Molly Martin bor fortsat i USA i parrets fælles hus, og for stort set alle de tilstedeværende er det første gang, de ser hende siden Torben Ulrichs død.

Næsten forrest i hilsekøen til Molly Martin står den 46-årige pianist og komponist Søren Kjærgaard, som siden 2006 har været tæt på og lavet musik med Torben Ulrich. Musik, som spilles af Søren Kjærgaard på klaver og Torben Ulrich på »stemme, ord, sludder, nedløbsrør & en sæk fyldt med tricks«.

Molly Martin taler længe med ham, der står foran Søren Kjærgaard. Luften i rummet bliver varm og tung, og baren løber tør for glas til vand og vin. Da det endelig bliver den høje musikers tur, gør idrætsforsker Søren Riiskjær, en anden nær ven af Torben Ulrich fra gamle dage fra miljøet på Gerlev Idrætshøjskole, mine til at smutte foran.

Molly Martin fanger situationen, slår ud med armene og siger, »vi laver en dobbelthilsen«. Hun forsvinder bag deres kroppe.

Det virkede ellers ikke sandsynligt, at Torben Ulrich ville kaste sig over et nyt stort projekt efter udgivelsen af hans seneste bog, ’Boldens Øjne, Værens Ben’, der udkom på hans 90-års fødselsdag i 2018.

Bogen havde været omkring 40 år undervejs, og den blev skrevet færdig i en regulær slutspurt, hvor Torben Ulrich tilsidesatte fysisk trækning for at fokusere på at skrive, og hvor hans kone ifølge ham selv gerne sagde: »Se nu at få det lort færdigt«.

I forbindelse med fødselsdagen og udgivelsen af ’Boldens Øjne, Værens Ben’ i 2018 var ægteparret i Danmark i flere uger. På den sidste aften i Danmark drak han og Molly Martin te med ægteparret Marianne Barlyng og Michael Kamp fra det lille forlag Spring, som Torben Ulrich havde insisteret på skulle udgive bogen, selv om et stort dansk forlag også havde budt sig til.

Da værterne modtog et kunstværk af Torben Ulrich i gave, foreslog en rørt Marianne Barlyng at lave en bog med hans visuelle værker.

»Molly sagde, »det kan godt være«, mens Torben sagde »yeah! yeah! yeah!««, fortæller Marianne Barlyng.

»Så tog de af sted, og vi sad tilbage med vores billede og tænkte: Det skal vi gøre«.

Resultatet er et oplag på omkring 800 bøger og dermed over 2,5 tons legemliggørelse af Torben Ulrichs visioner.

Stemmen lever

Store krukker og genstande af ler knejser fra deres podiepladser i galleriets rum ud mod gaden.

Efterhånden som receptionen breder sig ind mellem podierne, opfordrer gallerist og vært Tom Christoffersen med en vis vægt i stemmen folk til at passe på de udstillede værker af kunstner Inger Sift Heeschen. Indtil videre går det.

Ved siden af et podie med en krukke og et minkhoved i ler med titlen ’Mink Dynasty’ står Søren Kjærgaard.

For ham var Torben Ulrich som en mentor, siger han, og receptionen i dag føles som en milepæl i bearbejdningen af tabet.

»Der går ikke en dag, uden jeg tænker på ham. Jeg vidste, dagen i dag ville komme, og jeg har prøvet at forberede mig på det, men det har været svært«.

Det viser sig, at også Søren Kjærgaard har noget Torben Ulrich-lys på lager, som med tiden vil blive delt med omverdenen. I 2017 begyndte de at arbejde på et nyt musikalsk værk, som de desuden indspillede materiale til i 2020. Søren Kjærgaard har mange timers optagelser liggende med Torben Ulrich, der reciterer tekster.

Noget af det gruer musikeren for, hvordan det bliver at lytte til.

»Dele af det har jeg ikke kunnet arbejde på, siden han gik bort. Men jeg skal i gang igen«, siger han.

Et andet sted i lokalet bevæger dokumentarist Andreas Johnsen sig rundt med sit kamera. Flere af gæsterne smådriller ham, fordi de fleste har set ham gå sådan rundt mange gange efterhånden.

De seneste ti år har Andreas Johnsen fulgt og filmet Torben Ulrich, og optagelserne er nu klippet sammen til en dokumentar, der vil ligge færdig i løbet af i år. Mere lys på lager.

Resultatet er en »meget personlig film«, siger Andreas Johnsen. Det er trist, at Torben Ulrich er væk, men, tilføjer han:

»Jeg er mest af alt taknemmelig. Jeg mangler ikke noget, jeg har fået i overflod fra Torben, ikke bare filmmæssigt, men også menneske til menneske«, siger han.

I et hjørne har nogen hentet en stol til Jørgen Leth, filmskaber, digter med mere. Mange kigger forbi for at hilse eller endda tage billeder af ham, hvilket han er vant til og velvilligt accepterer.

»Det er en stærk udgivelse«, siger han og refererer både til bogen ’Still in Play’ og måden, den blev til på.

Jørgen Leth fortæller om filmen ’Motion Picture’, som han i 1970 lavede om Torben Ulrich.

»’Motion Picture’ var et meget vigtigt værk – for mig! Vi fik et ubrydeligt venskab. Jeg beundrede ham også«.

Hvordan er det at have kendt et menneske i så mange år, som nu ikke er her mere?

»Jamen, det er mærkeligt. Men det ville lige være noget for Torben Ulrich at gøre sig tanker om livets udstrækkelighed. Han kunne sikkert lave takter ud af det«, siger Jørgen Leth.

På et tidspunkt bevæger forfatter Lars Movin sig gennem selskabet med en stol løftet højt over hovedet. Da han krabber sig sidelæns ind mellem to af krukkerne, går der et nervøst »uuuuh« gennem forsamlingen, inden der bliver stille. Lars Movin træder op på stolen og taler.

»Var Torben klar til at tage herfra? Jeg aner det ikke, det kan jeg ikke vide. Men jeg er sikker på, at der var mere, han gerne ville have gjort, havde han haft muligheden for det. Meget mere«, siger han.

Folk lytter tavst. Nogle har brugt et af de keramiske kunstværker som stumtjener for en blød hat. Andre stiller dåseøl på podierne.

»Lad os fejre, at han var her, og at han i en vis forstand stadig er her … still in play«, siger Lars Movin.

Fem portioner aske

Der er fortsat kø til Molly Martin, da receptionen nærmer sig sin afslutning – med al keramik intakt.

Mange gæster har ikke set hende længe. Da coronapandemien satte dagsordenen fra 2020 og frem, burede hun og Torben Ulrich sig inde i huset i Tiburon uden for San Francisco, de rejste ikke og fik ikke besøg. Siden forhindrede Torben Ulrichs helbred dem i at rejse.

Det fortæller hun over telefonen dagen efter receptionen, hvor hun også fortæller om det store arbejde, Torben Ulrich lagde i bogen. Det eneste, han ikke nåede, var at genskrive sit engelsksprogede essay i en dansk version. Et essay, han begyndte på som 91-årig og afsluttede som 93-årig.

»På et eller andet tidspunkt i den proces indså han, at han ikke kunne skrive det en gang til«, siger Molly Martin.

Sidste sommer, da Torben Ulrichs helbred skrantede, spurgte Molly Martin ham, hvad der skulle ske efter hans død.

De aftalte, at Torben Ulrich skulle kremeres og hans aske deles i fem portioner. To portioner til sønnen Lars Ulrich – den ene skal spredes ved hans mors grav. En portion til Molly Martin, og så to, der skal spredes på steder med forbindelse til ægteparrets tibetanske spirituelle vejledere.

»Det ene sted kunne godt være på Tenerife, for der har ligget et center, og vi har venner, der har et hus der. Og det andet sted er uden for Katmandu i Nepal«, siger Molly Martin.

»Så jeg skal få fragtet mig selv og den aske til Katmandu«.

Indtil videre står asken hjemme hos hende selv. Men det er jo også bare de fysiske rester.

’Still in Play’ udkommer 10. maj på forlaget Spring