| |
|
 |
|
|
Kapitel 2: "Udsigt over Puget Sound"
(sample chapter from "udspil".)
[Uddrag fra Lars Movin: Udspil – samtaler med Torben Ulrich, Lindhardt og Ringhof, 2004.]
En formiddag, da jeg kommer ind i stuen i lejligheden på Seattles havnefront, griber Torben Ulrich mine hænder i et krydset greb, hans højre i min venstre, og omvendt. Han klemmer let og opfordrer mig til at gøre det samme. Så klemmer han hårdere og siger, at jeg skal klemme til. "Kom nu," driller han og øger presset. Jeg mærker rødmen stige til kinderne. Han er fyldt femoghalvfjerds for nogle måneder siden. Jeg er tredive år yngre og har ikke en chance. Især lægger jeg mærke til styrken i hans venstre hånd, tennishånden. Min forfatterhånd forsvinder ind i hans.
Hjemme hos Torben Ulrich og Molly Martin sidder man på gulvet. I det store opholdsrum med udsigt til bjergene, der skærmer Seattle mod Stillehavet, er der ingen 'normale' møbler. På gulvet i en krog ved det åbne køkken er anbragt nogle rygstøtter uden ben rundt om et spisebord, også uden ben. Langs den østvendte væg, modsat vinduerne, er indrettet noget, der bedst kan beskrives som et buddhistisk alter med billeder, fotografier og diverse objekter, der knytter sig til religiøs praksis. Foran alteret, omtrent midt i rummet, findes et mindre aflangt møbel, nærmest en bænk, dækket med et klæde, ligeledes med buddhistisk grej. Der er masser af grønne planter, og under vinduerne nogle diskrete reoler med bøger og cd'er. Ellers er stuen lys og åben, næsten som en indendørs tennisbane belagt med et blødt tæppe. Her har vi siddet i et par uger eller tre i skrædderstilling på hver sin side af båndoptageren og talt os ind i aftenskumringen og det gyldne lys fra solnedgangen over Puget Sound.
Torben Ulrichs håndfaste formiddagshilsen får mig til at tænke på nogle af de mange udklip, vi har fundet frem som forberedelse til vores samtaler. Selv om Ulrich gjorde sig bemærket som juniorspiller allerede i midten af 1940'rne, og selv om han op gennem halvtredserne sammen med Kurt Nielsen og én eller to andre spillere ganske enkelt tegnede dansk tennis, var det først fra slutningen af tresserne og ti år frem, specielt inden for rammerne af Tennis Grand Masters (for topspillere over femogfyrre år), at han sluttede sig til verdenseliten. Den omrejsende Grand Masters-trup besøgte Danmark i 1977 og '79. Og både i den danske og i den internationale presse handlede artiklerne om "den langhårede dansker" i de år stort set altid om hans næsten naturstridige fysiske form. Magasinet Tennis USA skrev for eksempel, at Ulrich havde en krop som en mand på den halve alder, og gik så langt som til at betegne ham som "muligvis den mest velholdte atlet for sin alder i verden."1
Herhjemme sluttede Gunnar Jespersen i Berlingske Tidende i 1977 et interview med den otteogfyrre-årige Ulrich med ordene:
"Så er klokken blevet halv-fire morgen, og vi slutter. Torben Ulrich skal ud at løbe. Til Klampenborg og retur. 25 kilometer. Jeg ser med trætte øjne på ham og opdager, at han er oplagt og frisk. Lysvågen."2
Og som et kuriosum kan indskydes, at Torben Ulrich tilsyneladende ikke har sin fysik fra fremmede. Også hans far, den danske tennisstjerne Einer Ulrich, fortsatte med at spille tennis på højt niveau et stykke op i sine halvtredsere. Således blev han i 1945 HIK-mester i herresingle, niogfyrre år gammel, hvilket avisen Socialdemokraten fandt både imponerende og "meget beskæmmende for Klubbens mange unge Spillere."3
- Der er altid blevet skrevet om dette med, at du er i god form. Nu er det blevet 2004, og du er femoghalvfjerds år. Hvordan arbejder du med din fysik i dag?
- Jeg synes, at det hen gennem livet har været sådan, at jeg i nogle stræk, om de nu var længere eller kortere, har prioriteret noget i forhold til noget andet. Lidt på samme måde som dét med de fem elementer, jeg hele tiden vender tilbage til: Noget med en vis fasthed som jordelementet, en vis flydendehed eller fleksibilitet som vandelementet, og så videre. Altså, hvordan står man på benene, hvis man skal spille fodbold, og hvordan står man, hvis man skal spille noget andet. På et tidspunkt blev jeg eksempelvis mægtig interesseret i sådan noget Hatha-yoga, som mere er noget med smidighed og fleksibilitet, så i en vis periode blev det sådan, at jeg fokuserede på smidighedselementet. Okay, så har vi to lige kigget på et billede fra 1950'erne, hvor jeg er halvt forsvundet bag noget cigaretrøg, og dét var så en periode, hvor den måske stod på en pakke cigaretter om dagen og kaffe og snaps og jazz til ud på natten inde i Blue Note-klubben. Så ihvorvel der måske blev arbejdet med smidighed, så blev der lige i dén periode nok ikke arbejdet så meget med det, man kalder udholdenhed og kondition. Derfor tænkte jeg på et tidspunkt, at nu måtte jeg hellere kigge på det med luften og lungesystemet, og så begyndte jeg at løbe ude i skoven, eller hvordan det nu var. Men lad os nu sige, at jeg løb en tur om natten, efter at jeg havde været inde i Montmartre og høre noget musik, så er det vigtigt at forstå, at om det nu tog en time, eller om det tog otteoghalvtreds minutter, eller om det tog en time og ti minutter, det var fuldstændig lige meget. Hvor andre måske var optagede af, hvordan de kunne forbedre deres egen tid, lå min interesse et helt andet sted. Og når dét med luften eller smidigheden så havde stået på i nogen tid, kunne jeg måske sige, at nu var det på tide at arbejde med noget hurtighed. Uden at det af den grund handlede om at være den hurtigste.
- Går vi så op til i dag, hvor vi sidder hér efter halvtreds eller tres år, eller måske mere, så har man selvfølgelig fået en pose erfaringer, som man kan gøre brug af i forhold til, hvordan man holder de fysiske ting kørende. Men jeg vil nok sige, at det ikke er noget, jeg går meget op i. Det er ikke noget, jeg forsker ret meget i eller arbejder med nu til dags. Så sådan som jeg hører dit spørgsmål, vil jeg sige, at jeg sådan set har nedtrappet hele det dér med at være i form – hvad dét så end vil sige, for jeg synes sgu' ikke, at jeg er i form til noget som helst. Og jeg er sådan set heller ikke specielt interesseret i at være det. Men på den anden side, eftersom jeg på en eller anden måde har været strenget godt op gennem alle de år, så kan jeg da stadig lide at bevæge mig en lille tur eller at lege lidt med alle de instrumenter, du ser rundt om i huset.
- Det er ikke længere systematisk?
- Det er bestemt ikke systematisk, og det er et spørgsmål, om det nogensinde har været det. Hvis det har det, har det været usystematisk systematisk – eller omvendt. Og nu er det nærmest ikke-eksisterende.
- Men jeg har bemærket, at du godt kan finde på at løbe en tur, når man ikke kigger .
- Ja, ja. Nu sidder vi sammen ud på den tidlige eftermiddag, og så har jeg måske, hvis vejret har været til det, løbet en tur. Eller løbet er nok et stort ord for den slags bevægelse. Sådan sjosket derudad og fået lidt frisk luft. Og hvis vejret ikke har været til det, kunne jeg måske finde på at tage en tur på løbebåndet inde i det værelse, hvor du sover. Det bruger både Molly og jeg. Herovre kalder man det en treadmill. Jeg ved ikke, om man siger en trædemølle på dansk. Men altså, i forhold til sådan nogle, der går hen på et fitness-center, synes jeg ikke, at jeg laver ret meget.
- Efter at vi er startet på disse samtaler, har vi ret hurtigt fundet ind i en arbejdsrytme, hvor vi mødes hver dag klokken ét og går i gang. Så læste jeg et sted, at i Grand Masters-dagene havde du ligefrem en klausul i din kontrakt om, at du ikke skulle spille før klokken tolv. Men selv om du som regel ikke kommer ud af din hule før ved middagstid, fornemmer jeg, at du ikke ligger og sover til klokken tolv. Så hvad er det egentlig med dig og morgener. Hvad bruger du morgentimerne til?
- Tja, så 'sidder' jeg måske noget. Eller læser lidt. Eller løber en tur. Eller laver nogle øvelser. Eller tænker over, hvad vi talte om i går, og laver lidt notater eller sådan.
- Men du har altid haft det sådan, at du helst ikke ville møde verden før efter klokken tolv?
- Ja, altså, hvis det kan lade sig gøre. Jeg kan godt lide, at jeg sådan kan vågne og måske arbejde lidt med nogle ting for mig selv, så jeg ikke med det samme skal ud og drøne rundt. Men hvis jeg skal nå en flyver eller sådan noget, kan jeg da godt stå tidligt op. Det er mere et spørgsmål om, at jeg godt kan lide at have sådan en morgenstund, der har et eller andet i mund.
- Går det langt, langt tilbage, eller er det et privilegium, du har tilkæmpet dig i de senere år?
- Det hænger jo nok sammen med, at jeg altid godt har kunnet lide at være ude om natten. I København i gamle dage, i helt gamle dage, når vi spillede musik og gik ud bagefter og måske endte på morgenværtshus, eller i New York lidt senere, hvor vi også drønede rundt om natten, kunne det være fint at have morgenen fri, enten til at sove ud, hvis det nu skulle være, eller til ligesom at trække vejret og finde ud af, hvad der var sket i går, eller hvad der skulle ske i dag. Hvis vi tager situationen nu, kan man sige, at så har vi måske set en film eller hørt noget musik i går, og så kan jeg godt lide at tænke lidt over, hvad det var. Ligesom at føre det ind. Eller som sagt måske at tænke lidt over, om jeg nu har nogle kommentarer til det, vi talte om i går. På den måde er morgenen sådan et rum, hvor der kan være plads til en vis refleksion. Og så kan jeg i det hele taget godt lide, at maskinerne får lejlighed til at varme langsomt op. Sådan var det også, da jeg løb sammen med Molly i gamle dage. Hun kunne meget hurtigere komme op i tempo, men når jeg så endelig kom lidt op på mærkerne, kunne jeg godt være med. Så måske er det også noget med organismen, kroppen. Måske er jeg en langsom starter som noget medfødt.
- Hvornår har du sidst stået på en tennisbane?
- Hvis jeg skal svare uden at tænke for meget over det, vil jeg sige, at det er et spørgsmål, der faktisk meget godt belyser dette med at være i form og at starte langsomt. Historien er kort, at vi var nede i San Francisco hos Lars4 nogle dage sidste sommer, i begyndelsen af juni, mener jeg. Mens vi var der, var vi inviteret over til Lars' ven, Sean Penn, hvor det var tanken, at Lars og jeg skulle spille en double med Sean og Brad Gilbert, Agassis tidligere træner. Inden vi tog af sted fra Seattle, havde jeg sørget for at spille lidt, så jeg lige akkurat kunne stå på benene. Der var så noget med, at Brad Gilbert skulle rejse til Wimbledon umiddelbart efter, og derfor havde vi fået at vide, at det var vigtigt, at vi var der klokken tre eller sådan noget lignende. Dagen forinden havde vi imidlertid været ude med Metallica i forbindelse med nogle filmoptagelser5 og var kommet ravende hjem ved fire-tiden om natten, så Molly og jeg havde kun lige nået at tage et styrtebad og få lidt morgenmad, inden vi kom derover. Eftersom jeg har kendt og spillet med Brad Gilbert i mange år, regnede jeg med, at det var i orden, at den gamle dreng her varmede sådan stille og roligt op. Men så viste det sig, at Brad Gilbert havde taget sin søn Zachary med, som var tolv år eller deromkring. Og inden vi gik i gang, sagde Gilbert, at han syntes, jeg skulle se, hvordan hans søn spillede, og om vi ikke lige kunne slå nogle bolde. Hvad han ikke sagde var, at Zachary var nordcalifornisk juniormester eller noget i den retning, og at han allerede havde spillet en turneringskamp tidligere på dagen og var godt varm. Da vi kom ud på banen, havde jeg glædet mig til at varme meget langsomt op, du ved, laaange, rooolige slag, gelinde, gelinde, sådan som jeg godt kan lide det, men så tæskede den dér unge fløs til boldene som bare fanden. Fra en ganske rolig puls, som jeg kom derud med, måtte jeg pludselig drøne rundt i hjørnerne af banen, og det varede jo ikke længe, før jeg var så forpustet, at jeg hverken kunne se eller høre . [høj latter] .
- Efter ti minutter måtte jeg simpelthen holde op og gå ind og lægge mig på sofaen. Nu skal det siges, at det var temmelig varmt klokken tre, faktisk var der så hedt på banen, at Sean Penn ganske enkelt var forduftet ned til købmanden. Han havde sagt, at han lige ville gå ned og se, om han kunne finde nogle nye bolde, men senere kunne vi jo regne ud, at han bare prøvede at trække tiden ud, til den blev fire eller halv-fem, og temperaturen blev lidt mere menneskelig. Så pludselig var alle forsvundet, og jeg lå derinde og pustede med et koldt håndklæde på panden. Og det tog altså en god tid, før jeg ligesom var ved muffen igen. Det er faktisk sidste gang, jeg har stået på en tennisbane, hvor det var meningen, at der skulle spilles et par sæt eller sådan. Og vi fik aldrig spillet den kamp, så det hele var ret komisk.
Lige i nabolaget
Seattle ligger på Stillehavskysten i staten Washington i det nordvestlige hjørne af USA – i en vis forstand uden for alfarvej. I downtowns stejle gader anes med lidt god vilje stadig snerten af frontier-stemning – flere steder kan man have en fornemmelse af, at gaden over næste bakketop vil forsvinde ud i ødemarken. Alligevel skal man ikke være her længe for at blive forført af den særlige blanding af tilbagelænet provinsialisme og initiativrig storbypuls, som virker dragende på både lokale og tilrejsende. Okay, det er ikke en by, man så ofte kommer forbi, medmindre man har et ærinde her. Men Seattle er trods alt hjem for Jimi Hendrix, Nirvana, Microsoft, Starbucks og Amazon.com (hvor de i disse dage har røde ører, fordi det er kommet frem, at forfatterne anmelder deres egne bøger på selskabets hjemmeside). Og så skader det selvfølgelig heller ikke sagen, at Torben og Molly bor i en ejendom på en af midtbyens mest attraktive adresser ned mod havnefronten. I underetagen findes det verdensberømte Pike Place Market, hvor fiskesælgerne underholder sig selv og kunderne med at kaste kæmpemæssige laks og helleflyndere hen over disken. Nogle få meter fra fiskeboden ligger den oprindelige Starbucks Coffee, som siden er blevet til en kæde og har bredt sig ud over hele verden. Og yderligere et par stenkast derfra, nede på selve havnefronten, på Pier 67, ligger The Edgewater, som satte sig selv på landkortet i 1964, idet man som det eneste hotel i Seattle tilbød at lægge værelser til, da The Beatles kom gennem byen i forbindelse med deres første verdensturné.6
Nord for Pike Place Market, stadig ned mod vandet, hedder kvarteret Belltown. Her findes adskillige gode restauranter og attraktive boliger i moderne etageejendomme, der vidner om den velstand, Microsoft har trukket til byen – omend det også er her, de latinamerikanske daglejere står langs fortovene og venter på en daghyre. Længere mod nord, på området omkring Seattles vartegn, tårnet Space Needle, er skudt den ene kulturelle institution op efter den anden, endnu et tegn på velstand: museer, koncertsale, balletscener, etc. Et af museerne, det Frank Gehry-tegnede Experience Music Center – Jimi Hendrix-museet, der aldrig helt blev et Jimi Hendrix-museum – er i øvrigt indirekte forbundet med Microsoft, idet bagmanden Paul G. Allen fra firmaets start var Bill Gates' mindre kendte makker. Endnu længere nordpå ligger University of Washington, hvor Molly har taget sin eksamen i kommunikation.
Går vi mod syd, ned forbi Seattle Art Museum og Rem Koolhaas' imponerende nye biblioteksbygning, havner vi snart på Pioneer Square, omdrejningspunktet for det gamle Seattle, hvor indtil flere totempæle og en buste minder om, at byens navn stammer fra høvding Seattle. Lige rundt om hjørnet fra Pioneer Square holder byens bedste bogcafé til: Elliott Bay Book Company – hvor jeg som regel tilbringer morgenerne over kaffe og bagles, mens Torben gør sig klar til at møde verden. Og nogle blokke længere mod syd, inden man kommer til motorvejen ned gennem Boeings kæmpemæssige fabriksarealer og videre ned til lufthavnen SeaTac, ligger de to stadions, som fra havsiden er med til at tegne Seattles karakteristiske profil: Seahawks Football Stadium (igen et Paul Allen-initiativ) og Safeco Field, en enorm baseball-arena med forskydeligt tag. På gode dage kan man bag byens skyline ane vulkanen Mount Rainier og dermed få en fornemmelse af, hvordan Seattle isoleres fra resten af kontinentet af Cascade-bjergkæden.
- Du har haft base i USA i godt tyve år. Det kan være lidt svært at gennemskue, hvad din status egentlig er. Er du blevet dansk-amerikaner?
- Det er hurtigt at svare på, for det er jeg i hvert fald overhovedet ikke.
- Du er ikke blevet amerikansk statsborger?
- Jeg er ikke en gang på vej . [griner] . Jeg synes aldrig, at det har været på den måde. Altså, nu hvor jeg er blevet gift med en amerikansk dame, for at sige det på den måde, er spillereglerne selvfølgelig lidt anderledes. Men inden da var det sådan, at hver gang jeg havde været bortrejst og kom tilbage til Seattle, blev jeg rystet godt igennem og skulle vise alle mine akkreditiver, før de ville lukke mig ind. Måske ser jeg noget mistænkelig eller forhutlet ud, eller hvad det nu kan være, i hvert fald synes jeg, at det nogle gange kunne være en ret hård tur at komme igennem. Når man så har fået en anden status, fordi man er gift med en amerikaner, ændrer det sig imidlertid lidt. Men amerikaner er jeg altså ikke blevet. Og Molly har også et irsk pas ved siden af sit amerikanske, så vi føler os begge knyttet til Europa.
- Hvad med et green card?
- Ja, det har jeg så fået, efter at vi blev gift. Du ved, det er noget med at blive vredet sådan en tur igennem de amerikanske myndigheder, hvor man skal forklare, at man har boet sammen i lang tid og ved, hvilken farve den andens tandbørste har. Det gik sådan nogenlunde, men jeg blev lidt betænkelig, da jeg fandt ud af, at man også skulle udfylde nogle papirer, hvor man skulle fortælle, om man nogensinde var blevet arresteret og sat i fængsel og den slags. Jeg havde jo været igennem den militærhistorie, hvor jeg var blevet smidt i kachotten. Men det betød åbenbart ikke noget.
Makrel i tomat
Vi hører hoveddøren smække efterfulgt af en fløjten ude fra entréen. Det er Molly, der kommer hjem. "Hi, Mol!" råber Torben. "Hi Torb!" råber hun tilbage. Torben Ulrich blev gift med Molly Martin ved en buddhistisk ceremoni i Crestone, Colorado, den 16. juli 1998. Datoen er nem at huske for bogens forfatter, for dagen efter blev jeg gift med Liselotte i Vancouver på den canadiske vestkyst nogle hundrede kilometer nordpå fra Seattle, hvor vi sidder nu. I det hele taget er der en del talmagi forbundet med Torben og Mollys forhold. De har begge fødselsdag den 4. oktober. Og de mødtes første gang på deres fødselsdag i 1982. To år senere kunne de fejre, at Torben fyldte seksoghalvtreds og Molly otteogtyve, altså præcis det halve.
Vi holder en pause og kigger ud ad vinduet, hvor solnedgangen farver himlen rød over West Seattle, bydelen ovre på den anden side af Elliott Bay, den inderste del af Puget Sound. De små færger, der kommer fra øerne bag West Seattle, trækker striber på vandet. For at komme helt ud til Stillehavet skal man over de høje bjerge i horisonten. De har stadig sne på tinderne. Et af dem er Mount Olympus, som ligger i Olympia National Park på halvøen Olympia (som i øvrigt også er navnet på hovedstaden i staten Washington). Så meget apropos nogle af de temaer, som vil dukke op i de følgende kapitler, kigger Torben Ulrich hver dag over på Den Olympiske Halvø. På den fjerne side af bjergene ligger et ganske usædvanligt naturfænomen, en tempereret regnskov, et meget smukt og fascinerende sted, hvor det nærmest drypper eller regner døgnet rundt, fordi den fugtige luft fra Stillehavet tømmer sig hér, inden den driver ind mod Cascade Range. Øst for Cascade-kæden er der til gengæld knastørt og varmt, næsten ørkenagtigt, fordi der ikke er mere fugt tilbage i luften, når den er nået så langt. Her dyrkes vin, appelsiner og andre sydlandske frugter, selv om vi reelt er temmelig langt nordpå.
Lige nede foran ejendommen løber en dobbeltdækkerhovedvej, Highway 99: den gamle kystvej til Californien, som et stykke sydpå bliver til Pacific Highway South. Torben peger på en opmagasineringsbygning nede til venstre for os, Shurgard Storage Center, en vinduesløs bunker. Her havde han i en periode lejet nogle rum for at arbejde med de billeder, som han laver med ketsjer, sjippetov, blæk og rispapir.
- Jeg så for nogle år siden en udsendelse i dansk tv7, hvor du og Lars var i København og sammen med en journalist kørte ud til jeres gamle hus på Lundevangsvej i Hellerup. Her snakkede I så om familiens historie og jeres forhold til Danmark. I den forbindelse gav Lars udtryk for, at I er meget nostalgiske i jeres familie i forhold til det danske. Kan du genkende det synspunkt?
- Tja, det kommer nok an på, hvad man forstår ved nostalgi . [tøver] . Jeg ved ikke, om jeg er nostalgisk, for jeg er jo i en vis forstand pæredansk. Nostalgi forbinder jeg mere med en situation, hvor man er udvandret eller har besluttet sig for at flytte et andet sted hen og så tænker tilbage, og sådan synes jeg ikke, det er. Det er mere noget med, at jeg er i sådan en slags eksil, selv om jeg selvfølgelig ikke behøvede at være det. Men hvis man ved nostalgi forstår sådan noget med "Dejlig er den himmel blå" eller "Højt fra træets grønne top", så er det jo sådan nogle sange, jeg er rundet af, og som jeg værdsætter. Det er en del af eksistensen, og det kan ikke være anderledes. Når vi er nede hos Lars i San Francisco, kan vi da også finde på at drøne hen til et sted i Oakland, der hedder Scandinavian House, for at købe leverpostej og spegepølse og makrel og måske nogle rødbeder og noget sylte. Og så skal Lars have makrel i tomat med mayonnaise, som han er opvokset med, og som vi også spiste hver aften inde på Montmartre i alle de år, hvor vi prøvede at være nogenlunde ædru for at høre musikken. Altså, hvis dét er nostalgi, så er vi nostalgiske . [griner] .
- I hvert fald er det tydeligt, at I ikke har skåret båndene til Danmark over .
- Nej, slet ikke. Og jeg kan da også godt finde på at tænke over, hvordan det kunne være at bo nede på Langeland i nærheden af Vagn Lundbye. Det var da noget, jeg godt kunne tænke mig. Men om det ender med at blive foldet ud på den måde, er en anden sag. Også fordi vi nu er blevet bedsteforældre i Amerika med Myles og Layne, som bor dernede på vej til Mill Valley nord for San Francisco.8 Faktisk har vi talt med Lars om det nogle gange, og hvis han på et tidspunkt synes, at det kunne være noget at flytte hjem til Danmark, ville Molly og jeg formodentlig være mægtig friske på det. Men det ville nok blive vanskeligt, både for Lars, som har alt dét med musikken, og for Skylar, som er amerikaner og læge og har praksis og sådan.
- Så kan man spørge på en anden måde: Savner du Danmark?
- Altså, jeg er jo fantastisk glad for at komme hjem og løbe i Dyrehaven, det kan ikke være anderledes. Eller sidste sommer, da Molly og jeg drønede rundt oppe i Nordjylland og rendte ud på Grenen og spiste middag i Skagen og boede nogle dage på det gamle hotel nede i Ribe. Alt sådan noget kan jeg mægtig godt lide. Omvendt er det nok sådan, at når man er optaget af en form for øjeblikkelighed, som jeg er, og hvad deraf følger af undersøgelser og udforskninger, som man går og pusler med i det daglige, så er det jo ikke noget, der nødvendigvis skal udfolde sig ud på en strand i Nordsjælland.
- Fornemmer du, at de følelser, vi nu taler om, er blevet stærkere med alderen?
- Det ville ikke være helt rigtigt at formulere det på den måde. Man kender godt dette med, at nogle siger: "På Sicilien er jeg født, dér er jeg vokset op, dér har jeg mine rødder, og nu vil jeg gerne tilbage til Sicilien og drage de sidste åndedrag." Sådan synes jeg ikke, jeg har det. Jeg har jo altid haft et vist opgør med alt, hvad der havde at gøre med det nationale, og som gik i en chauvinistisk retning. Og i den forstand synes jeg jo, som du ved, at megen idræt har sådan nogle fascistiske tilbøjeligheder til det nationale, og det er noget, jeg er meget betænkelig over for. Men det ændrer selvfølgelig ikke ved, at en sommersol, der går ned over Danmark, ryger anderledes ind end så mange andre steder. Der er sådan en resonansbund, og det kan ikke være anderledes.
- Så er der også noget med sproget, som man ikke kan løbe fra. Vi to sidder jo hér og prøver at sige noget på dansk, og det har jeg sådan set prøvet på hele livet. At det så efterhånden er blevet sådan, at jeg føler, at der er nogle forskellige ting, som jeg har lettere ved at formulere på engelsk, hænger sammen med, at mange ord på engelsk har en større dobbeltflade. Hvis vi tager sådan et ord som play, er det ligesom et større ord end spil eller leg. Det engelske sprog favner i ét ord noget spillende og noget legende, og det passer mig ret fint. For eksempel har jeg i de senere år arbejdet på en bog9, hvor jeg kombinerer det engelske og det danske, således at der på venstresiden er nogle engelske digte, som ofte bygger på nogle ord, der netop har dobbelte eller tredobbelte betydninger, og på højresiden nogle danske tekster, som direkte eller indirekte er en slags kommentarer til de engelske. Altså sådan at man i det spillefelt mellem den engelske og den danske tekst kunne prøve at indkredse nogle ting. Men det ændrer stadig ikke ved, at det er det danske sprog, jeg er rundet af.
- Når vi taler om det danske, vil jeg i øvrigt heller ikke undlade at nævne, at vi har en masse familie og gode venner i Danmark, som har stor betydning, og som vi taler i telefon med og e-mailer sammen med og besøger, når vi er hjemme. Du ved, Klaus og Lizzie Albrectsen, og Claus Bøje og Marianne Forsby, og Boris Rabinowitsch, og Ib Skovgaard og Vibeke Bregnhardt, og Søren Riiskjær og Lisbet Nygård, og Henning Eichberg og Kirsten Roessler, som vi kalder Kaya, og Ove Korsgaard og Klara Aalbæk. Og selvfølgelig Poul Albret, som vi har fulgtes med i mange, mange år, og som vi deler sådan noget buddhistisk praksis med. Og tidligere var der Erik Wiedemann og Birgit, som Molly og jeg har boet hos år ud og år ind. Og der er mange flere, og det er selvfølgelig noget af det allervigtigste ved at komme på besøg i Danmark.
Sportsånd
Vi har talt om løbebåndet inde i det kombinerede motionsrum og gæsteværelse. Det står foran et stort fjernsyn.
- Hvad ser du af sport i tv, og hvad finder du interessant i disse år?
- Jeg synes ikke, der er ret meget, der er interessant. Men det er ikke det samme, som at jeg ikke følger med. For eksempel kan jeg godt lide at følge med i nogle af de hér boksekampe fredag aften, ikke så meget for at se hvem der vinder, men mere fordi bevægelsesmønstrene interesserer mig. Og så er jeg jo generelt interesseret i idræt, fordi det er mit felt, så at sige. Men det meste synes jeg godt nok er meget uinteressant, for nu at sige det kritisk.
- Alligevel kan jeg se, at du tænder for lidt af hvert. Inden vi kunne komme i gang i dag, skulle du lige se noget nascar, Daytona 500 .
- Nemlig. Hvad forstår man ved soccer-moms, og hvad forstår man ved nascar-dads? Dét vil jeg gerne vide lidt om. Jeg ser også, når Tiger Woods og de andre spiller. Og så kommer der pludselig en koreansk pige på tretten-fjorten år, som kan være med i alt dét – du ved, hende Michelle Wie. Altså, hvad er det, der foregår? Og hvad foregår der med alt det doping-halløj? Jeg prøver sådan set at følge med i det hele for at se, om jeg kan forstå, hvad der foregår. Og det er bestemt ikke sådan, at jeg mener, at i gamle dage var det hele meget mere interessant. Det var det slet ikke. Men alligevel kan man ikke undgå at lægge mærke til, at tingene forstener, efterhånden som tiden går, og at institutionerne får mere og mere fat, selv om det kan være svært at sætte fingeren på.
- Hvad med tennisområdet?
- Altså, jeg vil ikke sige, at specielt dér, men ikke mindst på tennisområdet kan man iagttage en omsiggribende konservatisme. Det er virkelig længe siden, der har været nogen, som kunne noget i forhold til, hvordan en McEnroe eller en ung Agassi kunne lave det. Vi talte før om Brad Gilbert. Dét, han som træner var god til, var at få Agassi til at levere sådan en slags stabilitet, en egalisering af hans formkurve. Det kan godt være, at han i en vis forstand opnåede flere resultater i forhold til, da Molly og jeg første gang så ham i Paris i slutningen af firserne.10 Men prisen har været, at alt det, som jeg syntes var fantastisk spændende ved hans spil, næsten er blevet renset ud, måske fordi det var for risikabelt. Det hele er blevet meget mere sat.
- Og maskinelt?
- Ja, også det. Stabilt, maskinelt, effektivt, fantastisk stærkt, fantastisk udholdende, regulært og reguleret. Retfærdigvis skal det dog siges, at jeg synes, at en voksende undtagelse kunne være en Roger Federer, som vandt Wimbledon i 2003.11 Han har virkelig noget – en fantastisk begavelse og en hurtighed og en lethed og nogle kvaliteter, som jeg synes skiller sig ud. Noget af det, han har lavet siden Wimbledon, har faktisk været ret fantastisk. Altså, Federer har været sådan én, vi har hørt om i årevis. Ligesom Kurt Nielsen gjorde det i gamle dage, vandt han Junior Wimbledon, og når man har fulgt ham sådan i glimt, har han set meget talentfuld ud. Der var bare det problem, at han i lang tid ikke rigtig kunne få enkeltdelene samlet til en helhed. Men det var dét, der begyndte at ske hen over sæsonen i 2003. Dér begyndte der at komme samling på det.
- Hvad er det, der er spændende ved ham?
- Altså, nu taler vi om nogle ting helt deroppe, hvor jeg virkelig synes, det ringer. Så for at svare vil jeg gå tilbage til to andre skikkelser, for der er ikke ret mange af den slags. Den ene er Lew Hoad. Du ved, Pancho Gonzales sagde altid, at han og de andre Grand Masters-fyre var ret enige om, at når Hoad var hot, var der ingen, der kunne hamle op med ham. Lew Hoad var sådan én, der vandt Wimbledon, og så turnerede han rundt med Grand Masters og havde en del kvaler med ryggen, så det var ikke så ofte, han var rigtig hot. Men når han var hot . Hvordan skal jeg beskrive ham? Først og fremmest havde han sådan en medfødt klassisk – i betydningen græsk-harmonisk – muskuløsitet. Han var meget tæt i det og ikke alt for stor, og mange syntes, at han lignede en græsk statue. I dag går alle i vægtrummet, men når man talte om den type krop dengang, var det noget medfødt. Og dét som for Gonzales og andre var uimodståeligt var, at han så at sige 'kunne det hele'. Sådan én som Rosewall, som var hans makker – de voksede op sammen og rejste sammen – havde for eksempel altid sådan en lidt suspekt forhånd – hvilket Kurt Nielsen i parentes bemærket da også udnyttede ved to lejligheder, hvor de mødtes i Wimbledon. Men når det virkelig kørte for Hoad, så havde han det hele, alle steder.
- Samtidig var han sådan en rigtig australsk macho-type. Jeg har spillet med ham nogle gange og trænet med ham, blandt andet nede ved Rivieraen, og jeg kan huske, at når han kom ud, fik den første bold sådan et smæk, at min arm var ved at falde af. For alt andet ville jo være tøset, ikke!
- Ren maskulin råstyrke, med andre ord .
- Ja, på en måde. Og så var det fantastisk flot sat sammen. Når man havde spillet, skulle man lige have et par bajere, og så stod han og stirrede på én med sit blonde hår og sin næsten græske næse. Han var fandme flot, skal jeg love for. Han kunne stille sig op i sådan en positur ligesom en balletdanser, samtidig med at han havde den råstyrke.
- Du sagde, at der var to skikkelser. Hvem er den anden?
- John McEnroe. Altså, hvis du havde spurgte mig for et år siden, ville jeg nok have svaret, at Hoad og McEnroe var de eneste, jeg kunne få øje på. Det er derfor, det er overraskende for mig, at jeg måske må til at tage Federer med i billedet. For jeg er lige ved at sige, at når Federer er hot, så er det virkelig noget.
- Er det også, fordi han 'kan det hele'?
- Helt bestemt. Men for at nærme mig en beskrivelse af Federer vil jeg gerne gå lidt mere ind i McEnroe. Selv om jeg sagde, at Hoad 'kunne det hele', ved jeg ikke, om han nødvendigvis var noget særligt. I hvert fald var han ikke noget særligt på samme måde, som McEnroe var det. For McEnroe var, og er stadig, noget helt, helt særligt. Her til morgen kom jeg til at tænke på, at dét, Knud Lundberg kunne, det var, at han kunne se nogle åbninger, han kunne se en situation længere fremme i landskabet på banen, og så kunne han lave nogle afleveringer, som folk virkelig kunne løbe med. Han var selv kendt som én, der luntede, men han kunne virkelig finde de andre og spille dem. Og her taler jeg ikke bare om at aflæse spillet, sådan som man plejer at sige, men om at se nogle potentielle situationer, faktisk før de opstår. Altså sådan en slags skabende syn. Et fremsyn. Hvilket er noget meget særligt. Man kan være begavet på mange måder med boldbehandling og sådan noget, men at kunne se nogle situationer, før de er opstået, er de færreste forundt. Og den evne mener jeg også, at McEnroe havde – endda et skridt videre end Lundberg, for hvor Lundberg måske kunne aflevere ind i en potentiel situation, kunne McEnroe så at sige selv spille situationen frem. Hertil kom de skæve vinkler og mærkelige bevægelser og uventede placeringer af sig selv på banen, som han kunne bruge til at styre spillet på alle mulige måder.
- Så først var der altså en Hoad, sådan en klassisk og ortodoks spiller, som var fantastisk over det hele. Så kom der en McEnroe, som var meget uortodoks, og som kunne skabe nogle komplekse rytmer med sit spil og på den måde gøre det spændende. Og nu er der så kommet denne unge schweizer, som på en måde 'kan det hele' ligesom Hoad, men som samtidig folder det ud på en anden måde, også fordi spillet i mellemtiden har ændret sig. For eksempel er der midt på banen opstået – til dels via Agassi – nogle topspundne flugtninger, som er anderledes end flugtninger oppe ved nettet og mere ligner sådan en slags rundslag. De slag kendte man bestemt ikke på Hoads tid. Og det hænger meget sammen med grejet – de nye ketsjere kan simpelthen noget, som de gamle ikke kunne. Der er også kommet sådan nogle topspundne grundslag – eller rundslag – som er meget, meget skarpe i vinklerne. De dukker sådan lige op over nettet og falder ned igen. Monica Seles var måske den første, der arbejdede med de slag ovre på pigesiden, og de brugtes bestemt heller ikke på Hoads tid, og knap nok på McEnroes.
- Når det er sagt, kan man sige, at Federer altså kan det hele. Han kan flugte, hvilket der ikke er mange, der kan i dag, han kan lave de topspundne flugtslag, og han kan det alt sammen. Men, men, men . han kan det med en utrolig lethed, som jeg har svært ved at blive klog på. Jeg mindes aldrig at have set en spiller, der spillede så let eller så ubesværet. Det er næsten svævende, en dansant svæven. Men samtidig er det uden ret megen lidenskab, ikke mindst i forhold til McEnroe, som kunne skabe sig på alle mulige måder. Med Federer er det, som om han nogle gange er så let, at han næsten ikke er til stede. Derfor er jeg meget spændt på at følge ham i de næste år for at se, om han kan folde det mere ud og blive ved med at være så fantastisk svævende, eller om det mere bliver en slags ulidelig lethed, efterhånden som årene sætter sig som små sten i skoen.
- Jeg fornemmer, at det trækker lidt fra, at hans personlighed ikke er så markant?
- Njaaahhh, jeg ved ikke, om det trækker fra. Nej, det synes jeg ikke, for så skulle man også sige, at det trak fra, at Hoad var så ensporet og massiv i sin macho-agtighed, eller at McEnroe havde det udsyn eller den indstilling, som han havde. Det er snarere noget med, at jeg stadig er mystificeret af den svævende selvfølgelighed hos Federer. Det er, som om han skøjter hen over det hele.
- Man kan vende det om og spørge: Trak det i dine øjne fra hos McEnroe, at han ikke kunne styre sit temperament på banen?
- Njaaahhh, det ved jeg heller ikke. Så er vi tilbage ved udgangspunktet, nemlig at der i dag ikke er ret meget, som er særlig interessant. Og hvis jeg skulle være betænkelig over for McEnroe, så ville de betænkeligheder aldrig stoppe, og det ville heller ikke være fair. Det kan da godt være, at McEnroe i visse situationer kunne være ekstrem med hensyn til at råbe skældsord til dommeren eller smadre det hele, men i grunden synes jeg, at der kun er tale om gradsforskelle i forhold til de fleste andre.
- Nu har du fremhævet tre. Når du ikke nævner spillere som Björn Borg eller Boris Becker, som jo også må siges at have tegnet billedet i visse perioder, hænger det så sammen med, at du finder dem mindre interessante, og i givet fald hvorfor?
- Okay, så vil jeg igen begynde et andet sted, nemlig med Sampras, for ham har jeg aldrig syntes var ret interessant, selv om han har vundet alle disse mesterskaber i træk og alt sådan noget. Det er klart, at jeg kan sagtens se, at det næsten ville være umuligt at få øje på nogen, der havde en bedre andenserv end Sampras. Men så taler vi netop om våben og arsenal og alt sådan noget, som jeg ikke er alt for interesseret i. Selvfølgelig kan jeg se, hvad det er – det er jo den verden, jeg færdes i – men jeg har generelt svært ved at gå med til at gøre noget kvantitativt til noget kvalitativt. Altså dette med, at han har vundet fjorten af den slags og treogtyve af en anden slags, og når man så tæller dem alle sammen sammen, så har han vundet flere end nogen andre, og qua det er han så den største – sådan en måde at lave regnskab på er ikke lige min kop te.
- Så talte vi før om dette med, hvordan Brad Gilbert kom ind og fik rettet op på Agassi, efter at han havde haft nogle ordentlige nedture. Og om dette med, at samtidig med at Gilbert så at sige fik stabiliseret Agassi, blev hans spil også mere monotont og rytmisk set mindre indviklet eller interessant. Eller sagt på en anden måde: Kropsligt skiftede det fra en vis eksplosiv poetik over til noget mere håndværksmæssigt effektivt. Det betyder ikke, at jeg ikke kan anerkende hans mange år med et fantastisk øje og en utrolig returneringsevne og en skarphed i synet som få. Men jeg synes ikke, at der er meget tilbage af noget af det. Og endnu mindre hos Sampras. Går vi så til en Boris Becker, kan man sige, at han i de unge år ligesom kunne kaste sig rundt på banen sådan lidt i målmandsstil, og at det måske var noget, man ikke havde set helt magen til før – uden at det alene af dén grund skulle være noget fantastisk.
- Så var Björn Borg måske mere speciel, ikke mindst i kraft af sin usædvanlige begavelse med hensyn til pulsslag. Sammen med cykelrytteren Anquetil, som vandt fem Tour de France-løb, havde han den laveste hvilepuls, der overhovedet var målt på tværs af de olympiske discipliner. Det betød, at han havde sådan en udholdenhed, en utrættelighed, hvor han kunne holde niveauet selv over en meget lang kamp. For eksempel så jeg Borg spille en del kampe mod Guillermo Vilas, argentineren, som havde noget af den samme udholdenhed. De kunne spille sådan firs gange frem og tilbage, før en bold blev afgjort, så hvert point kom til at vare en evighed. Og hvis de spillede firs bolde, ville Borg vinde den enogfirsindstyvende, for så kunne Vilas ikke være med længere. Så måske ville Borg vinde med store scores, 6-1, 6-1, 6-2 eller sådan noget, men det sagde slet ikke noget om, hvordan kampen havde været. Men sådan var Borg.
- Der var jo også den navnkundige kamp mellem Borg og McEnroe i Wimbledon, hvor de kom ud i disse meget høje tie-breaks, som blev ved med at fortsætte, indtil McEnroe simpelthen var kørt træt.12 Og noget lignende skete for McEnroe i en finale i Paris mod Ivan Lendl, som vi også så. Selv om McEnroe hele tiden udspillede Lendl, begyndte Lendl efter to sæt alligevel at få fat i ham, og da han i slutningen af femte sæt missede nogle flugtninger, kunne vi ganske enkelt se, at nu var udmattelsen begyndt at tage fat.13 Men Borg blev ikke udmattet. Hvis modstanderen kunne hundrede gange, kunne han hundredeogén gang. Når vi andre dødelige blev forpustede og drønede af sted med en puls på hundredeogtyve, havde han stadig en puls på fyrre eller sådan noget.
- Men det gjorde ham ikke nødvendigvis interessant som spiller?
- Altså, han var jo under alle omstændigheder interessant som fænomen. Og så er han en mægtig sød fyr, hvad jeg har kunnet iagttage, når vi har spillet double sammen. Jeg mener bare, at hvis vi skal se tingene i det skarpest mulige skær, som vi prøver at gøre her, så vil jeg sige det på den måde, at jeg endnu ikke synes, at jeg har set nogle idrætsfolk, som kunne sammenlignes med for eksempel en Charlie Parker inden for jazzen. Så er der nogle, der synes, at en Michael Jordan er helt fantastisk, og jeg kan da også sagtens se de atletiske dimensioner – omend jeg hælder mere til en spiller, der hedder Allen Iverson, som spiller for Philadelphia nu. Men igen, hvis vi skal sammenligne med nogle af højdepunkterne inden for jazzen, så synes jeg altså ikke, at vi når op i nærheden af et nummer, et stykke musik, med en Fats Navarro afløst af en Charlie Parker afløst af en Bud Powell.
- Men hænger det ikke sammen med de forskellige vilkår, som de to områder er underlagt. Er det ikke naturligt, at et fænomen som idræt, der er underlagt regler og konkurrencemoment og så videre, ikke kan udfoldes på samme måde som en fri og improvisationsbaseret kunstart som jazz .
- Det ved jeg ikke. Jeg synes godt, jeg kunne forestille mig, at der var noget inden for idrætten, som foldede sig ud på en helt fantastisk måde, og jeg tænker altid, at en skønne dag må det komme. Hvis vi tager den traditionelle måde at tænke på, så har sportsjournalisterne altid sagt, når der kom en ny verdensrekord, at nu var grænsen nået, nu kunne det ikke gøres bedre, men det har jo altid vist sig, at det kunne det. Altså bedre i betydningen hurtigere, højere, længere og så videre i den olympiske målestok. Og det er netop problemet, at det er den slags målestokke, der anvendes. Det er derfor, at idrætsfolkene hele tiden må vende sig mod selve resultatets kontinuerlige tællen snarere end at kunne gå ind i de enkelte øjeblikke. Det er derfor, man ikke kan tømme sig i nogle enkelte situationer, sådan som man måske kan gøre det i musikken.
- I sidste ende har det vel at gøre med penge. Jo større summer, der er involveret, des mindre plads bliver der til slinger i valsen .
- Selvfølgelig. Det er blevet sådan, at de enkelte idrætsfolk bliver mere og mere selvstændige. Og når de er mere selvstændige, skal de have deres egen træner, og for at betale bedre og bedre trænere skal de have flere og flere penge ind. Og for at få flere penge ind skal der et større PR-apparat til, og for at have et større PR-apparat er man nødt til at have flere sponsorer og undersponsorer. Og til sidst bliver det sådan en stor komedie, som vi lige har set det med Superbowl, hvor hovedsponsoren var Viagra eller et tilsvarende erektilt produkt, og hvor det samtidig vakte stor forargelse med Janet Jacksons lille optrin i pausen. Eller som vi så det tidligere i dag i Daytona 500, hvor nogle af deltagerne kørte rundt med reklamer for filmen The Passion of Christ smurt ud over motorhjelmen, og hvor de hele tiden skulle vise otte-vognen, som de kalder den, med ham Dale Earnhardt, så man samtidig fik vist Coca Cola, og hvad de nu ellers annoncerer for.
- Som sagt er det ikke et spørgsmål om, at jeg er forarget, eller at i gamle dage var der rigtige idrætsfolk til, eller noget i den stil. Det er mere noget med, at jeg efterhånden har svært ved at se, hvor det skal bære hen, men at jeg i det mindste gerne vil forsøge at holde en finger på pulsen, fordi det trods alt er det resonansrum, jeg arbejder i. Og jeg føler mig slet ikke for fin eller for hellig eller sådan noget. Jeg mener netop, at man skal prøve at arbejde i det rum, som er én givet. Det er derfor, at jeg rent konkret hele tiden prøver at følge med og se, om jeg her og nu, stammende og hakkende, kan artikulere noget om, hvordan jeg nogenlunde ser det.
Biblioteket
Bøgerne er et kapitel for sig. Selv om de ikke dominerer den store lejlighed, går det op for én, hvor mange der faktisk er, hvis man begynder at kigge nærmere efter. Så meget desto mere overraskende er det, at lejligheden slet ikke virker domineret af bøger. De indbyggede reoler falder diskret ind i interieuret. Man har ikke fornemmelsen af at opholde sig i et bogtårn. Snarere kan man føle det, som var man på besøg i de fysiske rammer omkring et spirituelt rum, hvor et langt livs erfaringer og visdom mødes med verdensfilosofien.
En dag opfordrer jeg Torben Ulrich til at lave en regulær rundvisning. Vi begynder i soveværelset – den hule, hvorfra min vært sjældent kommer ud før ved frokosttid. Når det er oplagt at starte i soveværelset – hvor der, ligesom i resten af huset, ikke findes møbler i traditionel forstand – hænger det sammen med, at hér er første station for nyanskaffelserne, ligesom det er hér, man finder de bøger, som er i brug lige nu. Fra soveværelset sluses bøgerne så med tiden ud til deres mere permanente pladser rundt om i lejligheden.
Blandt bøgerne i de stakke i vindueskarmen, som Torben Ulrich aktuelt har snuden i, noteres:
Richard Kearney: The God Who May Be. A Hermeneutics of Religion
Martin Beck Matustik: Calvin O. Schrag and the Task of Philosophy After Postmodernity
John D. Caputo: The Prayers and Tears of Jacques Derrida. Religion without Religion
Rav P. S. Berg: The Essential Zohar. The Source of Kabbalistic Wisdom
Rosmarie Waldrop: Lavish Absence: Recalling and Rereading Edmund Jabès
Kunga Rinpoche: Drinking the Mountain Stream: Songs of Tibet's Beloved Saint, Milarepa
Michael A. Sells: Mystical Languages of Unsaying
Arthur M. Young: The Geometry of Meaning
Samt adskillige andre. Maurice Blanchot, naturligvis. Flere af Calvin O. Schrag. En del af Mikhail M. Bakhtin – ifølge Torben Ulrich "en russisk herre, der skriver om poetik, semiotik og meget andet, én af forudsætningerne for Julia Kristeva." En interviewbog med nyligt afdøde Edward Said. Så er der Plotin (Enneaderne) og Platon (Timæos). Et par bind af Karl Popper, en gave fra Søren Melgaard fra Wiuff Boghandel på Jagtvej, hvor Ulrich optrådte i foråret 2003. Kim Gørtz' bog om Martin Heidegger (Tankens åbenhed). Et bind med Jørgen Leths samlede digte. En hel bunke om stoiske studier. Etc. Bøgerne er fyldt med sedler og mærker i farvesystemer eller ligger slået op på steder, hvor læseren har fundet noget af interesse. Torben Ulrich taler løs om den pyramidale mangesidighed i forhold til den rektangulære struktur, om det gensidige i forhold til det modsætningsfyldte, men båndoptageren er ikke tændt, og detaljerne undslipper hukommelsen.
På en hylde i en reol ved siden af vindueskarmen findes en samling uafsluttede mellemværender, som Ulrich ikke lige er i gang med, men som han heller ikke helt har lagt fra sig. Det kunne for eksempel være de italienske filosoffer Gianni Vattimo eller Giorgio Agamben, to af favoritterne. Eller Deleuze. Eller Eugene Gendlin, som er et af referencepunkterne i filmen Before The Wall: Body & Being.14 En anden hylde med "igangværende sager" er helliget buddhisme.
I soveværelset findes tillige nogle hylder af mere permanent karakter. For eksempel er der en hylde med nogle af de dialektiske tænkere, som med Torben Ulrichs formulering "gik til spil" hos Hegel: Alexandre Kojève, Blanchot, Ricoeur, Lacan, Derrida. Så er der en hel hylde med Georges Bataille og det sociologiske selskab, som blev lavet omkring ham. Og en Blanchot-hylde. Og en halv med Emmanuel Lévinas.
Da jeg tror, vi er ved at være færdige med soveværelset og gør mine til at gå videre til næste rum, bliver jeg halet ind i et klædeskab, hvor hylderne oppe under loftet bugner af opslagsværker. Længere nede, mellem sokker og undertøj, gemmer sig et mindre Joyce-bibliotek, heriblandt titler som Donald Phillip Verene: Vico and Joyce, Thomas J. Rice: Joyce, Chaos, and Complexity samt Torben Ulrichs favorit på området, John Bishop: Joyce's Book of the Dark: Finnegan's Wake. Klædeskabet er ligeledes hjem for et par mindre samlinger om henholdsvis stoisk filosofi og nul-fænomenet, hvoraf følgende anbefales: Charles Seife: Zero. The Biography of a Dangerous Idea, Georges Ifrah: The Universal History of Numbers samt Robert Wright: Non Zero. The Logic of Human Destiny.
- Det er en voksen læseplan, du har slået op for dig selv .
- Ja, men det er heller ikke, fordi jeg hverken kan overskue det eller kan det udenad. Det meste er ting, jeg dykker ned i og bruger som opslagsværker og referencer. Men jeg vil sige, at jeg har en rimelig fornemmelse af, hvor jeg skal finde tingene.
- Har du systematiseret din læsning: læsning om formiddagen og mere fysiske aktiviteter om eftermiddagen eller noget i den retning?
- Nej, sådan synes jeg ikke, det er. Det afhænger meget af omstændighederne.
- Du har været på rejsende fod det meste af dit liv, og i perioder har du måske knap nok haft en fast adresse. Det bibliotek, du har samlet, er det noget, der knytter sig til årene i Seattle?
- I en vis forstand er det nok rigtigt at sige, at det er noget, der har stået på i de tyve år, eller hvor meget det nu er, hvor Molly og jeg har været sammen her i Seattle. I en anden forstand synes jeg, at det er noget, der har stået på altid. I årene inden jeg tog over til Sverige under krigen, gik jeg på Gentofte Bibliotek og lånte bøger med Platon og Sokrates. Og efter krigen var vi inde hos Simon i Arnold Busck hver anden dag for at se, hvad der var kommet af nye bøger med Henry Miller eller Anaïs Nin eller Wilhelm Reich eller Artaud eller D. H. Lawrence eller Beckett eller Camus. Så op gennem halvtredserne blev det jo til en hel del, samtidig med at jeg fik alle de plader, fordi jeg anmeldte jazz. Men da Lone og jeg så skulle rejse til Amerika, kunne vi ikke have det alt sammen med, så meget af det blev givet væk eller deponeret forskellige steder. Noget af det stod en tid hos min bror Jørgen, de gamle schellak-plader gik til Arnvid Meyers jazzdiskotek, og andre plader blev givet til Werner Brakner eller Ib Skovgaard eller Boris Rabinowitsch eller Klaus Albrectsen. Så det var næsten som at begynde forfra, da vi kom over til Californien i de første år. Og så måske at begynde forfra endnu en gang, da Molly og jeg kom herop til Seattle. Så det er nok rigtigt, at femoghalvfems procent af de bøger, du ser, er kommet til her i Seattle. Og det er også i orden med mig. Jeg har ikke noget imod at begynde forfra. I en vis forstand begynder jeg forfra hver morgen. Eller hver eftermiddag . [griner] .
Lejligheden er tilrettelagt, så man kan bevæge sig i rundkreds: fra entréen ind i det store opholdsrum (hvor det åbne køkken også er), derfra ind i Mollys arbejdsværelse, videre ind i soveværelset, og derfra tilbage til entréen. Næste station på rundvisningen bliver derfor entréen, hvor digtene bor. Igen synes der at være valgt med omhu: Shelley, Yeats, Blake, Rilke, Mallarmé, Celan, Eliot. Og en flok af Edmund Jabès, som værdsættes højt. Hertil lidt Kipling, Kafka og Marquis de Sade. Kigger man nærmere efter, skifter reolen imidlertid spor nede mod bunden, hvor det bliver mere politisk: Noam Chomsky, Louis Althusser, Antonio Gramsci, Ernesto Laclau, Chantal Mouffe og en god håndfuld Richard Rorty. Og minsandten også en lille afdeling med Lenin, Marx og Engels.
I entréen, lige over for hoveddøren, står tillige en bambusstige, som er magen til en stige inde i soveværelset. Eneste forskel er, at stigen i entréen bliver bredere opadtil, mens den i soveværelset bliver smallere. Dekorative ser de ud, men ligesom det meste andet i lejligheden viser de sig at have en konkret betydning.
- Kierkegaard har et synonym, der hedder Johannes Climacus, og et andet, der hedder Anti-Climacus. Climacus er noget med at stige, mens Anti-Climacus kunne være noget med at komme ned igen, så det er derfor, vi har de to stiger stående som en slags installationer. Carl-Henning Pedersen taler i forbindelse med sine billeder om dette med at stræbe op mod himmelrummet. Men så er der tyngdekraften, som betyder, at man falder ned igen, og det er i hvert fald noget, jeg kender . [griner] . Så det er igen sådan nogle vilkår, vi er underlagt. Men der er også andre aspekter. Kierkegaard talte om det på den måde, at det ene synonym var en maske, han i en vis forstand kunne magte, mens det andet var en maske, som var mere, end han kunne være eller kunne favne. Og at han som forfatteren bag begge synonymer sådan set befandt sig i mellemrummet mellem de to. På samme måde kan jeg godt lide tanken om, at der kan findes en udfoldelse mellem de to stiger. Uden sammenligning i øvrigt kunne jeg i en idrætssammenhæng godt føle, at jeg udfolder mig i et mellemrum mellem forskellige måder at forholde sig på. Mellem en vis observans, som måske nogle af Grand Masters-spillerne stod for – vi kunne kalde det resultatmåden – og så noget andet, som måske ligger uden for rækkevidde, men som man i det mindste kan stræbe efter. I dét mellemrum render jeg rundt og forsøger at finde et fodfæste.
I det store opholdsrum er bøgerne nærmest usynlige. Men de er der, proppet ind hist og her som små lommer af forskellige vidensområder. Under åbningen ud til køkkenet står en lille reol, hvis indhold først afslører sig, når man kommer ned på alle fire. Hér bor de jødiske skrifter sammen med en større samling af Gershom Scholem plus et udvalg af Frankfurter-skolen: Adorno, Benjamin, Horkheimer. Ved telefonen holder musikbøgerne til, ikke overraskende med vægt på John Cage, jazz og indisk musik. Under vinduerne ud mod vandet er det zenbuddhisme, psykoanalyse og Krishnamurti. Og under de sydvendte vinduer lidt blandet mystik, Meister Eckehart, Nicolaus Cusanus, Johannes af Korset og sufi-litteratur. Samt en hel reol omkring buddhisme, heriblandt en særlig sektion omkring tibetansk buddhisme, sirligt opdelt i de fire tibetanske skoler. Blandt de navne, der springer i øjnene, er Milarepa, Kalu Rinpoche og Evans-Wentz.
Lejlighedens mest bogtunge rum er arbejdsværelset mellem stuen og soveværelset. Også her er orden i sagerne, omend emnerne er mangfoldige. Blandt de tibetanske bøger findes et værk om tibetansk symbolisme, et værk om thangka-maleri samt Blanche Christine Olschaks Mystic Art of the Ancient Tibet. I nærmeste nabolag står værker om yoga, taoisme, hinduistisk og buddhistisk tænkning samt andre værker om østlig filosofi. En hylde er helliget de religiøse hovedværker: Bibelen, Koranen, Upanishaderne. Overfor findes en hel reol med billedkunst, fra favoritten Marcel Duchamp til den lokale Mark Tobey, fra Cy Twombly til Jackson Pollock, fra Eadweard Muybridge til Barnett Newman. Og selvfølgelig oversigtsværker om kinesisk, japansk, byzantinsk kunst, etc. Det er også i arbejdsværelset, man kan finde en næsten kronologisk arrangeret afdeling med alverdens tænkere: fra Homér, Platon og Aristoteles til gnostiske og hermeneutiske værker, derfra videre til Descartes og Kant og Hegel og Schopenhauer og Nietzsche og Heidegger og videre derudad i det tyske, indtil det så bliver fransk og italiensk med Maurice Merleau-Ponty og Sartre og Lacan og Barthes og Michel Foucault og Jean-François Lyotard og Michel de Certeau og Jean Baudrillard og Paul Virilio og en hel hylde med Gilles Deleuze og Jacques Derrida. Så kommer nogle af de yngre fyre, Jean-Luc Nancy og Philippe Lacoue-Labarthes og så videre. Og en hel række Richard Rorty igen. Så er der ordbøgerne, og igen er det ikke sådan fem eller ti stykker, men snarere halvtreds: fra dansk og engelsk til sanskrit og græsk og videre ud i alverdens sprog. Opholdet i arbejdsværelset slutter med at hive nogle af skufferne ud i arkivskabet med hængemapper med igangværende projekter fra A til Z. Et par håndfulde tilfældigt valgte overskrifter: "Blanchot", "Tom Brown", "Eksistentialisme", "Gnosticisme", "Grundtvig", "Heidegger", "Krishnamurti", "Merleau-Ponty". Og under "S": "Schade", "Schiller", "Spinoza", "Suzuki". Den rene musik.
Så mangler vi kun det kombinerede motionsrum og gæsteværelse. Umiddelbart kunne det se ud til, at det oplagte valg har været at placere de mere fysisk orienterede bøger her: yoga, dans, Merce Cunningham, teater, martial arts, work-out, krop, bevægelse, idræt, tai chi, rolfing, anatomi, en pæn stribe om det olympiske samt en hel reol med bøger og opslagsværker om træningsmetoder og motionsmaskiner. Kigger man nærmere efter, er vi dog snart tilbage i det åndelige med en solid samling Kierkegaard omgivet af Spinoza, Antonio Negri, Gilles Deleuze, Løgstrup, Kristeva, Luce Irigaray, Hélène Cixous og Gregory Bateson. Der er John D. Caputo, en yngre Kierkegaard-læser fra Villanova University i Philadelphia, og Mark C. Taylor, som har lært sig dansk for at læse Kierkegaard på originalsproget. Der er flere hyldemeter om dekonstruktivisme, postmodernisme, hermeneutik, alkymi og mystik. Så er der en sektion omkring dansk idrætspolitik og -filosofi, de fleste af personlige venner: Ove Korsgaard, Johan Fjord Jensen, Eske Holm, Lars Werge, etc. Og i kølvandet på disse en stribe andre danske bøger i skønsom forvirring, ofte gaver fra venner og bekendte: Hans-Jørgen Nielsen, Vagn Lundbye, Franz Beckerlee, Jørgen Leth, Dan Turèll, Ebbe Kløvedal Reich, Peter Thielst, T. S. Høeg. Og i den ældre afdeling: B. S. Ingemann og Grundtvig.
Så er vi ved at være igennem.
Gentagelser
Når man har nået den alder, som Torben Ulrich har – midten af halvfjerdserne – taler omgivelserne gerne om, at man har haft et langt liv. Spørgsmålet er imidlertid, om det for et aktivt og nysgerrigt menneske som Ulrich også føles langt – eller om han i virkeligheden føler det alt for kort i forhold til alt det, han gerne vil nå .
- Nej, jeg synes, at det opleves som et langt liv, hvor der er sket alle mulige ting. Det er klart, at man altid synes – eller måske er det ikke klart – men i mit tilfælde synes jeg, at jeg er interesseret i så meget, at jeg næsten aldrig har så meget tid, som jeg skulle bruge. Men det siger de fleste måske.
- Vel, der findes mennesker, som giver udtryk for, at nu er det nok – at de er mætte af dage. Men det er ikke det indtryk, man får af dig .
- Nej, sådan har jeg det bestemt heller ikke. Omvendt synes jeg ikke, at jeg sætter nogle krav til, at nu kunne det sgu' godt vare noget længere. Det er mere sådan en ren kvantitativ iagttagelse: Hvis man skal læse avisen og vaske op og børste tænder plus beskæftige sig med alle de ting, man er interesseret i, så kan tiden hurtigt gå. Jeg hører gerne en masse musik og læser en masse bøger, og jeg ser også nogle film, hvis jeg har hørt noget specielt om dem. Så er der nyhederne, hvor Lars har givet os et abonnement på The New York Times, så vi kan følge lidt med, plus at vi har den lokale avis, Seattle Times. Der er jo også sådan noget buddhistisk praksis og nogle øvelser og måske en lille tur, hvor man humper lidt rundt i terrænet. Og måske ringer Claus Bøje og vil have mig til at sige noget til Sportsånden i radioen om de mærkværdigheder og absurditeter, der foregår i amerikansk idræt. Så hvis du spørger, hvad dagen går med, går den altså mægtig hurtigt.
- Men selv om du nu skitserer sådan en mangfoldighed, synes du så, at du i kraft af din alder kan have en fornemmelse af, at det hele alligevel er en slags gentagelser. Eller kan du stadig møde noget nyt, kan du stadig blive overrasket?
- Ja, det ved gud jeg kan. Hver eneste dag. Det er helt uudtømmeligt, det må jeg sige. Selvfølgelig møder vi hele tiden noget, der er mere eller mindre gentagelser, men jeg opfatter virkelig hver eneste dag på forunderligste måde. Også fordi nogle af de ting, som jeg undersøger og arbejder med, dem er jeg nødsaget til at tage op hver dag på en ny måde. Lad os sige, at man er optaget af vesteuropæisk eller buddhistisk eller hinduistisk filosofi, eller hvad det nu kan være. Så kan man enten overtage de begreber og koncepter, der findes, sådan mere eller mindre direkte. Eller man kan overtage dem på en måde, hvor man prøver at se, hvordan man kan omsætte dem til sit eget felt, og hvor skarpt man så kan genformulere dem. Eller man kan prøve at omsætte dem fra engelsk eller andre sprog til dansk. Det er sådan nogle udfordringer, jeg prøver at tage op.
- For eksempel beskæftiger jeg mig for tiden med noget omkring erindring og hukommelse og distraktion. I den forbindelse findes et sanskrit-ord – smirti – som på engelsk kunne oversættes til memory og på dansk måske til noget med erindring eller hukommelse eller genkaldelse, som din ven Torben Christensen taler om.15 Hvad jeg prøver at sige er, at der i sådan et ord kan rummes mange betydninger, som kan skifte, enten når de overføres fra et felt til et andet, eller når de oversættes fra et sprog til et andet. Du ved, at jeg inden for det buddhistiske arbejder med dét, der hedder Dzogthjen, og her oplever jeg hele tiden, at forskellige begreber kan have nogle andre farver og valører, afhængig af hvilket snævert felt vi bevæger os i. Og dér mener jeg, at hvis nu det var op til sådan én som mig at formgive, både et sprog, men også nogle begreber om noget, der måske ikke har været dyrket så meget, så kunne man tage et ord som smirti, som har en årtusindgammel tradition, og undersøge, hvordan sådan et ord eller begreb kunne høres, for eksempel i en idrætslig sammenhæng. Og hvis jeg så kigger mig omkring, er der ikke nogen steder, hvor der er sagt noget om lige præcis dét, så det må jeg selv finde ud af.
- Vi kan også tage hele den kreds af gode mennesker, der holdt til omkring idrætshøjskolen i Gerlev, hvor jeg kom en del for nogle år siden – vi har allerede nævnt de fleste af dem: Henning Eichberg og Kaya Roessler, Claus Bøje og Marianne Forsby, Ove Korsgaard og Klara Aalbæk, Søren Riiskjær og Lisbet Nygård, Jørn Møller, Ejgil Jespersen, og selvfølgelig Poul Albret. De har alle været rundt i et idrætsligt landskab og har givet sådan en hel masse forskellige bud på, hvordan man kan se alle disse ting, også i et dansk idrætspolitisk perspektiv. Og de har leveret bidrag til bøger og tidsskrifter i det idrætslige miljø i en dansk politisk social sammenhæng og så videre. Og så kan man sige, at sådan én som jeg, hvor kan jeg så eventuelt yde et bidrag? Det var dét, jeg prøvede med det essay, der hedder "Hvis".16 Og det er dét, jeg arbejder videre på i disse år.
- Før nævnte jeg begrebet smirti. Jeg kunne også nævne ordet khora, et græsk begreb, som Platon lægger frem i den bog, der hedder Timæos. Det er igen noget meget spændende for mig, idet det har nogle forbindelseslinjer over til tomhedsfænomenerne i den indiske tankegang – sunyatá, som det hedder på sanskrit – samtidig med at det gennemløber hele den vestlige filosofiske tradition. For igen at referere til Torben Christensen, så var han med på en udstilling hos Galerie Asbæk, som havde titlen Sted//Place, hvor stedet er forstået også i forhold til det græske begreb topos, hvilket der bliver skrevet om i kataloget.17 Topos er jo et fuldstændig centralt begreb for dem som kunstnere i en ny tid, men det er samtidig noget, der er meget spændende for mig. Altså topos som det sted, hvor vi sidder og snakker sammen nu. Og topos som det idrætslige sted, banen. Hver udtryksform og hver disciplin har sit sted, sit topos.
- Tager vi så khora, så er det på en måde det sted, som er det måske komplementære sted, i hvert fald sådan som jeg opfatter det. Det er det sted, som rummer stedet, som modtager os i hvert øjeblik i vores forskellige steder – altså at rummet byder os velkommen til sit sted ved at vige pladsen for vores tilstedeværelse, så at sige; ved at vige pladsen for det sted, vi bebor. Platon skriver om det som en slags tredje mellemsted mellem væren og tilbliven. Du ved, hos Platon er det idéernes væren, der er den sande væren, mens vores væren er en skinverden, en væren under tilblivelse. Idéernes væren er sandhedens væren, alt andet er illusion eller kopi. Så siger han – og det er dét, jeg synes er interessant – at der er noget tredje, noget moderligt, der ligesom modtager eller ammer. Noget tredje, som er usynligt i den dualisme, der hele tiden pågår hos Platon. Altså, mellem idéernes sande verden og vores skinverden findes dette tredje mærkelige og mystiske fænomen, khora, der kan fremstilles som en beholder, eller på engelsk: receptacle. Det er det, som nærer os i vores stedlighed, og som giver plads for os og rummer os. Men det er ikke et sted, vi kan gribe, for det er der sådan set ikke.
- Kan du forklare mere specifikt, hvorfor du synes, at et begreb som khora er spændende lige præcis i en idrætslig sammenhæng?
- Det er det i forhold til det sted, hvor den idrætslige bevægelse hele tiden er i færd med at blive til. Som vi talte om tidligere, er jeg jo ikke optaget af den idrætslige udfoldelse, efter at den er blevet til, når først den er blevet til dette med at vinde eller tabe, når først den er blevet et resultat, der kan stå i avisen og føres til protokols. Jeg er interesseret i selve dét øjeblik, hvor udfoldelsen er i færd med at blive til, men inden den er realiseret som udfoldelse. Du er i rummet, du ser bolden, og allerede i selve synsøjeblikket tager du måske en beslutning om at bevæge dig. Men den bevægelse er ikke tilfældig. Den er bestemt af en holdning. Og hér tænker jeg ikke bare på en korporlig indstilling, men på en indstilling til tilværelsen. Altså en mere overordnet holdning til tingene, herunder idrætten, som er til stede allerede inden, man træder ud på banen, og som før eller siden vil smitte igennem. Så man kan spørge: Hvad er den holdning, med hvilken du bevæger dig i rummet? Allerede dér findes en intention. Men før den intention eksisterer, er du allerede i et rum, hvorfra du er nødsaget til at bevæge dig for at møde bolden. I dét øjeblik forlader du ét rum for at blive budt velkommen i et nyt rum. Det er lige dét sted. Det er lige præcis i bevægelsen fra ét sted til det næste, i dén overgang. Det er noget af det, som jeg synes er mægtig spændende. For i sidste ende kommer det an på holdningen. Det er dét sted, hvor holdningen er udslagsgivende. Og dét sted er et sted mellem khora og topos, for at sige det på den måde. Det er dét sted, som fascinerer mig mest med hensyn til idrætten.
- Det minder mig om en passage hos Kierkegaard, hvor han skriver: "Hvad Psychologien skal have med at gjøre maa være et Hvilende, der forbliver i bevæget Rolighed, ikke et Uroligt, der bestandigt enten producerer sig selv eller reprimeres."18 Det, synes jeg, er meget stærkt: et hvilende, der forbliver i bevæget rolighed. Altså, man hviler i et vist rum, som er et bevægelsesrum. Og hvis éns holdning er fuld af begærlighed eller flakken, så er det sådan en slags gennemløbende angst, som præger alt det, man gør. Angst for, hvordan forløbet nu skal ende i forhold til at vinde og tabe og alt dét pis. Men det stiller sig anderledes, hvis man kan forblive i en slags hvilende ro, som samtidig er i fantastisk årvågen bevægelse. Et sted, hvor opmærksomheden er helt sitrende i sin modtagelighed og bevægelighed, men samtidig har sådan en ro.
- Jeg har nogle gange talt om en slags ilter fredelighed. Det er dét, jeg mener. Hvis man kan lave sin udfoldelse som en ilter fredelighed, der ikke hele tiden har krigens metaforik nødig, så er det dér, jeg har mit sted. Det er dér, jeg kan føle en fordring eller en opgave, også i forhold til folkene omkring Gerlev, for lige på dét sted har de ikke været så meget. Så dét, jeg gør i disse år, er at rende lidt rundt på de bakker . [griner] . for at undersøge alt dét med Blanchot, som vi har talt om, og alt dét med det afmestrende, som ham Jørn Erslev Andersen skriver så fint om.19 Jeg mener, at hvis man kan komme ned i dette omkring désoeuvrement,20 som Blanchot taler om, altså ned til et sted, før boldspillet springer ud som boldspil, før det er noget, så at sige, så ser det måske ikke ud af meget, men så rummer det for mig at se ikke desto mindre en helt uudtømmelig rigdom.
- Når du kan blive så optaget af et begreb som khora, er det så fordi, du dér finder en betegnelse for noget, som du ikke har kunnet sætte sprog på tidligere, og at du derigennem kan nå en ny erkendelse?
- Det kunne være en del af det. Men i virkeligheden synes jeg, at det er en fortsættelse af nogle af de undersøgelser, som jeg gik i lag med allerede i 1940'rne, når jeg gik på biblioteket og fandt bøger om Platon og alt det filosofiske. Så i virkeligheden handler det lige så meget om at forsøge at oversætte nogle af de ting, man har tilegnet sig, til et andet felt, så man ligesom kan tage det et skridt videre. Sådan én som Kristeva bruger ordet khora på en lidt anden måde, sådan mere over i retning af det semiotiske à la sådan noget, som Lacan og psykoanalytikerne har været inde på. Det har for eksempel at gøre med de ting, der rører sig, inden vi bliver formet af konventionen og den sociale almindelighed – altså, at der stadig rører sig nogle ting i os, hvor vi ikke er blevet helt knust af maskineriet. Andre bruger det på andre måder, og det er også godt nok, at man hver især finder sin måde og dermed vedkender sig, hvor man kommer fra. Jeg er jo et vesteuropæisk menneske, så en masse af den terminologi, som kommer østfra, for eksempel smirti, er jeg ikke i den forstand vokset op med. Khora er måske en tand tættere på, omend det stadig ikke er helt let at få hold på. Men derfra, hvor mit arbejdssted er, er det så ambitionen at forsøge at lave nogle flugtlinjer i forlængelse af de forskellige terminologier eller traditioner og få dem til at indgå i nogle konstellationer – med et Benjamin-udtryk – med det sted, man selv kommer fra.
- Lad os sige, at vi på dansk har en tradition, hvor Kierkegaard for eksempel bruger begreber som gentagelse eller paradoksalitet på en særlig måde. Så kan man godt forsøge at tage de begreber op og bruge dem på det sted, hvor man selv står – men samtidig er man nødt til at være meget respektfuld i forhold til, hvad traditionen har givet af bud på de begreber. Sådan et begreb som gentagelse er en meget dyrebar kategori, ligesom det paradoksale er det i en religiøs kontekst, det absolutte paradoks og så videre. Men det betyder ikke, at man ikke kan prøve at gå om bord i det, ligesom en Kristeva eller en Derrida for eksempel gør det. Det er da i det mindste en undersøgelse værd, og det er dét, jeg går og tumler med. Så kan det godt være, at man støder ind i nogle udtryk, som det viser sig, at man ikke kan hamle op med, og dem må man så bare lade ligge.
- Når du taler om et begreb som gentagelse, kan det så også kobles på nogle helt konkrete sammenhæng: For eksempel at man i en boldsammenhæng hele tiden spiller bolden på den samme måde i stedet for at forsøge at være opfindsom og lægge for mange intentioner ind – for på den måde at forsøge at få spillet til at spille sig selv?
- Ja, det kunne godt være noget i den retning. Men det kunne også være på mange andre planer. Det kunne være noget med, at man hver dag gentager det samme som en slags invoking – en påkaldelse eller anråbelse. Det er også dét, der er en slags yogi-praksis, at man hver dag vender tilbage til den praksis, man har, og at man i den tilbagevenden pludselig . huiiiii . når munken har siddet på den samme måde hver dag i ét eller tolv eller tredive år, så sker der pludselig noget. Så er der nogen, der siger – også i Suzukis bøger – at en munk spurgte en mester om et eller andet, og så sagde mesteren sådan-og-sådan, og så sagde munken sådan-og-sådan, og så sagde mesteren sådan-og-sådan, og så var munken enlightened. Hvad der ikke lige fremgik var, at det måske kunne være tredive år senere, og dét var man nok ikke helt klar over i 1946, da de tanker begyndte at komme til Vesten: At det kunne tage tredive år – eller tredive generationer. Og af den slags korte fortællinger kunne der måske være fem på en side. Forstår du, hvad jeg mener? Så det kunne måske tage hundrede og halvtreds år at komme til de fem erkendelser, som bare fandtes på én side. Det er lidt dét, jeg mener med gentagelsens fordring – eller fordringens gentagelse: At man kommer tilbage til den situation, men man ved godt, at det selvfølgelig ikke er muligt at vende tilbage til noget, men man kommer i en vis forstand alligevel tilbage. Så gentagelsens umulighed er dens mulighed, så at sige, som et forløb. Siger det dig noget?
- Jeg vil godt lige tænke tredive år over det .
- Ja, nemlig . [griner] . og det er så arbejdsprocessens vedholdenhed. Vedholdenheden går på en slags gentagelse, samtidig med at den på forunderlig vis opstår af sig selv som en spontan handling, der ligesom hviler i sig selv på en måde, men som ikke kommer fra et ego. Og dette, at det opstår både som samtidighed og som spontanitet, er sådan set Sahaja.
- Og så er vi inde i det buddhistiske og forestillingen om at sætte sig ud over ego'et .
- Ja, men netop ikke, at der er nogen, som sætter sig ud over. Det er mere sådan, at det ud over sætter sig ud over – af sig selv, så at sige. For hvis det er sådan, at jeg sætter mig ud over, så er man stadig bundet til det jeg, som sætter sig ud over. Så det er mere noget, der kommer af sig selv, så at sige. Og det er jo ikke så let . [griner] .
Ind i det amerikanske
Det er igen blevet sidst på dagen. Vi holder en pause og går ned på gaden for at finde en kop kaffe og en lille snack i nogle af de mange boder i og omkring Pike Place Market. På markedet er der et ganske forrygende udbud af delikatesser og specialiteter og hjemmelavede ting og sager med farve og smag efter et bredt spektrum af kulturer og nationaliteter, og alene af den grund kan det være en langsommelig proces at bevæge sig op ad den smalle gade. En anden grund er, at Torben Ulrich kender mange af de handlende og gerne hilser hjerteligt og entusiastisk på dem, der får øje på ham. De fleste skal høre, hvordan det går oppe hos Torben og Molly. Andre spørger efter nyt om Lars og Metallica. Men fælles for samtalerne er en fornemmelse af, at de rækker videre end høflighedsfraser eller nyfigenhed. Det er et miljø, hvor man løber på hinanden ofte og involverer sig i hinandens liv.
Inden kaffen snupper vi en hotdog. Jeg skal have en godt krydret kielbassa, mens "den gamle jødedreng" snupper en kosher. Manden, der laver dem til os, har stået i det samme hul i væggen i de seks år, jeg er kommet i Seattle. Sniger jeg mig derned alene, fisker han en kielbassa fra grillen uden at spørge.
Kaffen tager vi med hen til en lille park, som markerer overgangen fra Pike Place Market til bydelen Belltown. Her kan man sidde og se ud over Elliott Bay. Båndoptageren er med.
- Vi har talt om bøgerne, men ikke om musikken, som næsten har fulgt dig endnu længere. Hvad du lytter til i dag?
- Alt muligt, vil jeg virkelig sige. Som du har kunnet se, står jeg gerne for opvasken, og så tager jeg hovedtelefoner på og får en dosis Albert Ayler eller William Parker eller en strygekvartet af Webern eller Schönbergs "Gurre-Lieder", eller hvad det nu kan være. Det kan også være nogle af de lokale grupper, som jeg har fået anbefalet. Lige nu er det Pretty Girls Make Graves . [griner] . Vi har jo nogle venner her i nabolaget, for eksempel Jaison Scott, som står og kaster med fisk derhenne hos Pike Place Fish, hvor vi lige hilste på ham. Det er jo sådan nogle unge fyre, som er vokset op med Metallica, så de har fingeren på pulsen med hensyn til noget af det nye. For eksempel har Jaison for nylig taget mig med ud til sådan noget elektronisk musik med en cello, der spillede nogle loops med sig selv forskudt via en computer. Det var mægtig godt. Så det sidste års tid har det stået på en del electronica, og hvad dertil hører. Så lytter jeg selvfølgelig fortsat til John Cage og Luigi Nono. Og nogle af de spektrale drenge, du ved, spectral music. Og pygmæ-musik og sufi-sange og baul, sådan nogle omvandrende bengalske sangere. Så jeg synes ikke, at jeg næsten kunne forestille mig noget, jeg ikke kunne høre på.
- Når det er sagt, er der en masse, som jeg lytter til og med det samme kan høre, at det ikke er noget. Jeg føler selv, at hvis jeg har en lille bitte færdighed i forhold til musik, så er det, at jeg temmelig hurtigt kan høre, om det er noget. Nogle gange har jeg så en fornemmelse af, at jeg måske var lige hurtig nok til at afvise det, og så hører jeg det igen for at give det en chance mere – men som regel holder det første indtryk stik. Omvendt er det sådan, at hvis der er noget, jeg kan lide, kan jeg blive ved med at vende tilbage til det og uddybe det, år efter år.
- Hvordan finder du frem til de nye ting?
- For eksempel er der et britisk magasin, Wire, som er sådan et tværgående blad. De beskæftiger sig med det meste af det felt, jeg interesserer mig for, og de har ofte nogle interviews med musikere, som fortæller om, hvad de lytter til, og det prøver jeg så at forfølge. Så holder jeg et amerikansk blad, Signal To Noise, som også er tværgående med udgangspunkt i avantgarderock og jazz og den slags. Til gengæld synes jeg ikke, at der i dag er meget ved Downbeat eller Melody Maker eller nogle af de andre blade, vi voksede op med. Når jeg så har fundet et eller andet, jeg kunne tænke mig at høre, bestiller Molly det gerne hjem via internettet. Efterhånden er det jo sådan, at mange af de mindre selskaber har deres egne hjemmesider, hvor man kan høre nogle smagsprøver. Men nogle gange går man selvfølgelig galt i byen og får bestilt noget hjem, som alligevel ikke var noget. Det er også fint nok. Det er en del af spillets regler, at der skal være en vis risiko.
- Hvad med de helt gamle jazzting. Kan du finde på at gå tilbage og tjekke dem ud igen?
- Åh, ja, ja. Hele tiden, igen og igen. Bunk Johnson og Coleman Hawkins og Sidney Bechet og Lester Young og Humphrey Lyttelton. Jeg hører en masse gamle ting for at finde ud af, om de måske lyder anderledes i dag. Så er vi igen ved genkaldelsen. Hvis jeg i dag lytter til noget musik, som jeg ikke har hørt i mange år, for eksempel noget King Oliver, så kan jeg synes, at jeg pludselig hører basunstemmen tydeligere, end jeg gjorde dengang. Så er det et nyt aspekt, man fik med. Dog skal det siges, at det sjældent er sådan, at jeg bare sætter et eller andet på med Fats Navarro eller Sonny Rollins. Det er mere noget med, at der i årenes løb har skilt sig nogle ganske bestemte numre eller optagelser ud med Fats Navarro eller Sonny Rollins, som jeg hører igen og igen. Nogle særlige øjeblikke eller højdepunkter, som man kan blive ved med at vende tilbage til. Men så er der måske heller ikke så mange flere.
- Noget andet er, at efterhånden som meget af den gamle musik overføres til et digitalt medium, kan der være nogle ting hos trompeterne eller kornetterne, hvor det ligesom bliver fordrejet eller forvrænget til sådan en skarphed, at det næsten kan blive skingert. Altså et tydeligt tab i instrumenternes varme. Men så kan man til gengæld høre nogle enkeltheder nede i det område, som på de gamle 78-plader var så støjfyldt, at klaverets venstrehånd fuldstændig gik tabt. Sådan som det ofte var tilfældet, når vi lyttede til indspilninger med Lil Armstrong. Eller nogle af de ting, som Baby Dodds lavede, dem kan man pludselig høre, og det har man ikke kunnet før. Så det er både et genhør med noget, man kender mægtig godt, og en ny oplevelse.
Vi bliver afbrudt af en ung forhutlet fyr, formodentlig en hjemløs, som henvender sig til Torben Ulrich. De kender ikke hinanden, men Torben giver sig god tid til at tale med ham.
- Vi talte tidligere på dagen om dit forhold til det danske, set fra dit 'eksil' her i USA. Man kunne også vende det om og tale om dit forhold til det amerikanske, som dansker. Har du følt dig tiltrukket eller inspireret af den amerikanske energi, den amerikanske dynamik?
- Helt bestemt. For eksempel har jeg jo været meget interesseret i de energier, der kom ud fra jazzmusikken. Altså dét, man normalt opfatter som sorte energier. Men jo mere jeg ser på det, des mere kommer jeg til at synes, at det måske lige så godt kunne være selve kollisionen af energier, der var interessant. Man skal jo ikke være blind for, at instrumentariet, saxofoner og trompeter og så videre, også kommer fra en hvid tradition. Og det er jo ikke kun jazzen. Sådan én som John Cage må også siges at have formet noget, der virkelig batter! Endelig mener jeg, at det indianske element er noget meget dyrebart i Amerika. Så der er disse forskellige energier, som støder sammen på en vanvittig interessant måde. Når det er sagt, synes jeg nok, at sådan som tingene ytrer sig i øjeblikket, kan jeg være meget betænkelig med hensyn til, hvad det amerikanske er. Jacob Holdt lavede i sin tid sine Amerikanske Billeder,21 og de aktuelle billeder under den nuværende politiske paraply er der altså ikke meget ved. Ikke set fra mit synspunkt, i hvert fald.
- Men kan man tale om, at det amerikanske rum for dig har været et rum, hvor du bedre kunne udfolde nogle ting, end du ville have kunnet andre steder?
- Det synes jeg nok. I en vis forstand, i hvert fald. Jeg kan huske, at i gamle dage havde Klaus Albrectsen og jeg disse lange samtaler om jazzmusikken og os som hvide europæere, som danske, i forhold til det amerikanske. Det var noget med, at vi var sådan en ny tids mennesker, eller at vi var de sidste af en anden slags, og at vi, der havde boet i lang tid i Europa, ikke havde ret meget rytmisk fornemmelse i forhold til nogle af de ting, som vi syntes, vi kunne høre i rytmerne i jazzen. Og hvor Klaus nogle gange sagde, at det danske var godt nok, der var rigeligt at tage af, så det var ikke nødvendigt at gå ud i alt det amerikanske. Det var sådan set fuldstændig rigtigt sagt af ham, men samtidig følte jeg, at jeg havde brug for det amerikanske – eller det engelske – i en sproglig forstand. Forstået på den måde, at det engelske er ved at blive sådan en transversal sproglighed, ligesom latin var i gamle dage, hvor man kan kommunikere med hinanden i et større rum. Selvfølgelig kan man udtrykke noget på dansk, men man kommer bare ikke så langt med det ude i det globale.
- Så efterhånden kom jeg til at føle, at jeg måtte forsøge at inkorporere eller kropsliggøre det engelske på en måde. Samtidig med at jeg syntes, at boldspillet havde nogle energier, som jeg kunne tænke mig at indfolde i det amerikanske. Ligesom at glide ind i den amerikanske energi og skyde op igennem den og gennemleve nogle ting i den nye sammenhæng. At komme ind i den energi, som på en eller anden måde er en universel eller allestedsnærværende energi, men som så har sine farvetoner og varianter i forskellige lande og kontekster. Altså, jeg ville gerne prøve at komme ind i det amerikanske lys, samtidig med at jeg stadig var mig selv som et hvilende, der forbliver i bevæget rolighed. Og så er vi tilbage ved Kierkegaard.
Noter:
1) Mike Bartlett: "We're Glad We Can Still Do It – The Grand Masters", Tennis USA, april 1977.
2) Gunnar Jespersen: "Torben Ulrich: et forhåndsslag, som giver udtryk for mit liv", Berlingske Tidende, 22.1.77.
3) Socialdemokraten, 15.6.45.
4) Lars Ulrich, født 1963. Trommeslager i og medstifter af gruppen Metallica.
5) Der refereres til optagelser til Joe Berlinger og Bruce Sinofskys portrætfilm, Metallica: Some Kind of Monster, 2004. I en af filmens scener, hvor Lars Ulrich vil høre sin fars mening om et nummer til et kommende album, lyder den kontante dom: "Hvis jeg var jer, ville jeg slette det!"
6) The Beatles tjekkede ind på Edgewater Inn i Seattle den 21. august 1964. Samme dag blev taget det berømte fotografi af de fire musikere med hver sin fiskestang stikkende ud fra balkonen til suite 272. Efterfølgende blev det et fast indslag for rockmusikere på besøg i Seattle at fiske fra værelserne på Edgewater Inn. Fænomenet blev ikke mindst dyrket af Led Zeppelin, hvilket inspirerede en sang af Frank Zappa: "The Mud Shark" (på live-lp'en Fillmore East, Juni 1971). De mere slibrige detaljer er dokumenteret i en erindringsbog af Led Zeppelin's tour manager, Richard Cole: Stairway to Heaven: Led Zeppelin Uncensored, 1992.
7) Udsendelse med Torben og Lars Ulrich i dansk tv, Møde mellem far og søn, tilrettelæggelse: Henrik Iversen og Thomas Christensen, DR2, optaget sommeren 1999.
8) Myles og Layne, født henholdsvis 1998 og 2001, er børn af Skylar Satenstein og Lars Ulrich. Den 19. juli 2004 bekendtgjorde Lars Ulrich på Metallicas hjemmeside, at han og hustruen havde besluttet sig for at gå hver til sit.
9) Bogen har arbejdstitlen Boldens øjne, værens ben – Notater langs idrættens spaltede veje.
10) Torben Ulrich har skrevet om André Agassi og John McEnroe i Paris i artiklen "Dagens Fugl, gårdagens vinger", Information, 23.9.88. Optrykt i Torben Ulrich: Jazz, bold & buddhisme, 2003.
11) Roger Federer vandt Wimbledon igen i 2004, og derefter også US Open.
12) Finalen mellem Björn Borg og John McEnroe ved Wimbledon i 1980 regnes som et af tennishistoriens store øjeblikke. Borg havde vundet Wimbledon fire gange og var favorit mod den enogtyve-årige amerikaner, men McEnroe overraskede ved at vinde første sæt 6-1. Borg kæmpede sig tilbage i kampen og vandt femte sæt 8-6 efter en meget lang og opslidende dyst, hvor McEnroe til slut var kørt ned. Kampen blev begyndelsen til enden for Borg. Året efter, i 1981, mødtes de to igen i finalen i Wimbledon, og denne gang vandt McEnroe. Og to måneder efter gentog historien sig ved finalen i US Open. Kort efter trak Borg sig tilbage.
13) John McEnroe og Ivan Lendl mødtes ved French Open i 1984. Efter at have vundet de to første sæt følte McEnroe sig tilsyneladende generet af lyden fra en tv-kameramands intercom-udstyr og gik amok – blandt andet flåede han kameramandens hovedtelefoner af. Herefter vendte kampen, og Lendl endte med at vinde.
14) Molly Martin, Rick New og Torben Ulrich: Before The Wall: Body & Being, 2002.
15) Torben Christensen: Genkaldelse, katalog, Galerie Patricia Asbæk, 1991.
16) Torben Ulrich: "Hvis", første gang publiceret i: Idrættens enhed eller mangfoldighed (Bevægelsesstudier 1), red. Henning Eichberg og Bo Vestergård Madsen, Klim, 2002. Optrykt i Torben Ulrich: Jazz, bold & buddhisme, 2003.
17) Sted//Place, kurator: Doris Bloom, katalog, red. Lone Spliid, Galerie Asbæk og Kastrupgårdsamlingen, Danmark, og Pretoria Art Museum og Oliewenhuis Art Museum, Sydafrika, 2003/2004.
18) Søren Kierkegaard: Begrebet Angest, Samlede værker, bind 6, s. 119.
19) Jørn Erslev Andersen: "Afmestrende, afstående – antiforestillingens poesi", Standart, nr. 4, december 2003. Artiklen sammenholder poetikker og greb hos Peter Laugesen, Dan Turèll og Torben Ulrich – hos sidstnævnte tales om "de-værkelig hvished".
20) Fransk for ørkesløshed, lediggang.
21) Jacob Holdt: Amerikanske Billeder, Informations Forlag, 1977.
|
|
