| |
|
 |
|
|
Comeback, comeback, comeback
I professionel idræt er fænomenet at trække sig tilbage og komme igen ved at blive til et kunststykke i sig selv.
(sample chapter from "udspil".)
[Uddrag fra Torben Ulrich: Jazz, bold & buddhisme, red. Lars Movin, Informations Forlag, 2003.]
[Excerpt from Jazz, Ball & Buddhism, an anthology by Torben Ulrich, edited by Lars Movin, Informations Forlag, 2003.]
Byen har nok været Buffalo, oppe nordpå i staten New York, nær den canadiske grænse. Tidspunktet må have været sådan cirka midt i halvfjerdserne - de der kan deres årstal vil vide hvornår det var. Vi sad i hotellets cafeteria, Gonzales og jeg, godt ud på natten, ikke en sjæl i nærheden, resten af spillerne var gået til køjs, men Gonzales var i stødet til at fortælle historier, og hvem var jeg, at jeg kunne trække mig tilbage? Heller ikke, skal det siges straks, havde det nogen særlig hast for mit vedkommende. For jeg havde allerede lært, i disse første år på Grand Masters-turen, at nogle af de bedste øjeblikke, dag eller nat, indtraf en to-tre øller efter almindeligt opbrud, når et par af de gamle mindesten pludselig begyndte at rulle.
Og sådan havde vi måske siddet efterhånden et par timer, Gonzales som den der fortalte, og jeg som den der hørte efter. På det tidspunkt var Gonzales så at sige hjemmehørende på Caesar's Palace i Las Vegas. Hjemmehørende i den forstand, at han stod for alt hvad der på det store hotel havde med tennisspil, baner osv. at gøre. Director of Tennis har været hans mere formelle titel, skønt de fleste i Las Vegas dengang nok ville referere til ham per fornavn, Pancho. Nogle ville måske tilføje et forord, Big Pancho.
Allerede på det tidspunkt var der, foruden revyer og alment fandango, en masse boksning på plakaten. Kampene fandt sted omme bag casinoet, netop på Gonzales' domæne - nogle cementbaner, som så blev rekvireret og rigget til, med ekstra tilskuerpladser etc. Måske kunne det også høre med til billedet, at en af dem der stod ved dørene til selve casinoet på den tid - som greeter, som en af dem der hilste på folk, når de kom ind gennem dørene - var, selvfølgelig trist nok, Joe Louis.
Og efterhånden som jeg prøver at nedfælde nogle af disse facetter, vil det formentlig kunne ses, at Gonzales havde en ret stærk baggrund at gå ud fra, sådan som vi sad der i formentlig Buffalo ud på natten, og sådan som han så pludselig begyndte at tale om boksning, kurant boksning, og ikke nok med det, fremtidig boksning. For jeg husker endnu meget, meget tydeligt da han sagde: Læg mærke til hvad jeg siger, læg mærke til det navn jeg nu siger, for det varer ikke længe inden han er mester i sværvægt, den næste mester i sværvægt: Larry Holmes. Og han gentog navnet langsomt, som for at være sikker på, at jeg ikke skulle glemme det: Lar-ri Ho'oumzz.
Og måden Gonzales sagde det på, måske har det været at forstå som en art gestus, en slags fortrolighed, et insider tip, sådan som man kan få det i Las Vegas, hvis man skulle få brug for at satse, søge odds, sætte ind på den ubeskrevne, en underspillet, den endnu ukendte mester, hans navn er H-o-l-m-e-s.
Men, kunne en læser med rimelighed spørge, her tyve år senere, hvem var så Gonzales? Jeg ville svare, at Gonzales var en af de store flugtspillere, at nogle anser hans serve for stadig uovertruffen, at mange måske ville vælge ham som den bedste spiller mellem Tilden og McEnroe. Med andre ord, det kunne være let nok at se, på denne baggrund alene, hvordan Pancho kunne tegne sig som Big Pancho. Imidlertid var han også et ordentligt brød, måske ikke i Holmes' vægtklasse, måske ikke en Boris Becker, men godt på vej, hvis vi jævnfører med en historisk liste som Riggs, Kramer, Sedgman, Hoad, Rosewall, Laver, Connors, Borg, McEnroe, Agassi.
Og den store var han, i selskab med endnu en fornem spiller, Pancho Segura. De to, store og lille Pancho, havde et særligt venskab, og måske særlige bånd, sydfra som de kom begge to, i en ikke alt for imødekommende verden.
Engang, en række år efter Buffalo, spillede Gonzales og jeg en kamp i en Grand Masters turnering, på græs i Newport, Rhode Island. Turneringen som sådan var måske ikke af større vigtighed, men foruden os gamle var der også en turnering for nogle af de yngre, bl.a. nogle af dem der lige er nævnt, og ligeledes var der indbudt nogle af de endnu ældre. Eftersom det var på græs, og eftersom det lå i luften, at her var et par kampe, som Gonzales nok burde tage sig af, så havde Big Pancho lagt sig godt i selen under træningen. Og, som altid, fulgte lille Pancho begivenhederne med et vågent øje og en replik.
Nu ville skæbnen, at Gonzales måtte lide den tort, for øjnene af alle disse, at blive stoppet i første runde, tilmed af ham fra Danmark. Og det var han jo ikke meget for. Han tog sit håndklæde op over hovedet og gik ud, uden at hilse på nogen i den klump af spillere der sad lige i nærheden, deriblandt Segura.
Gonzales var formentlig kommet 20-30 meter forbi Segura og de øvrige, da Segura enten råbte eller brølede efter Gonzales: "Pancho!" Gonzales gik videre, uanfægtet. Endnu engang råbte Segura, insisterende: "Pancho!". Og Gonzales stoppede op, drejede langsomt, langsomt rundt, hoved og håndklæde nu vendt mod Segura. "Pancho", råbte Segura, "ved du hvad jeg ville gøre, hvis jeg var dig? Jeg ville tage to uger fri, og så trække mig tilbage, take two weeks off, and then retire."
Nu lå der, i hvert fald som en slags baggrund, også dette i Seguras ord, at Gonzales nok var den første og eneste tennisspiller, der indtil det tidspunkt havde arbejdet med, om end ikke dyrket, den recept at holde op og komme tilbage. Jeg var selv med i en turnering en del år tidligere og tabte i første runde til mesteren, der henimod finalerne spillede sine "afskedskampe". Den turnering fandt sted i Las Vegas, måske ikke tilfældigt i lyset også af nogle af de ovenfor nævnte facetter, hotellerne, casinoerne, satsninger, væddemål, før og nu, Roy Jones og Sugar Ray Leonard, Sugar Ray Robinson og Sugar Ray Leonard, hvem var størst, Joe Louis, Ali, dengang der var boksere til, dengang der var trænere der vidste hvad det gik ud på, satsninger, mandsmod, fem mod een hvis New England slår Packers, satsninger, du skulle have set ham dengang, i aftes var han kun skyggen af sig selv.
At snuse til nogle af disse ting indebærer formentlig at vi først holder os selve udstrækningen af hele dette spillefelt for øje, medier, agenter, hoteller, bookmakere, forsikringsselskaber etc., og indser lidt af spændvidden af de ressourcer, der rådes over. Dernæst, at vi ser disse størrelsesordner i forhold til vor egen situation i Danmark.
Nu er det selvfølgelig ikke sådan, at vi først har et miljø og dernæst en række idrætsmænd som bevæger sig ind og ud, trækker sig tilbage og kommer igen, i et fastere felt. Vi tager del alle sammen, i en dynamisk proces, med forskellige udgangspunkter, forskellige forløb.
Vi ser en Seles blive stukket ned bagfra, vi ser en Tyson lukket inde, vi ser en Magic Johnson tale om HIV, vi ser Ali tale om Spinks, vi ser Spinks tale om Ali, vi ser Bjørn Borg tale om at nu har han faktisk ikke ret meget lyst længere, vi ser Michael Jordan tale om at nu har han ligesom ikke mere at bevise over for sig selv, vi ser Michael Jordan spille baseball, vi ser Michael Jordan holde op med at spille baseball, vi ser Larry Holmes sige at han ikke kan forstå at George Foreman ikke vil møde ham, vi ser Larry Holmes sige at han ikke er interesseret i at bokse med nogen på liv og død, hvis der ikke er nogen der vil give liv og død penge, at han, ifølge Associated Press, september 1995, ikke er interesseret i at bokse med "anyone in a life or death situation if no one is giving . life or death money."
Lidt længere henne i den samme AP-historie, stadig september 1995, citerer bureauet igen Larry Holmes: "Jeg bokser ikke mere med top-ti fyre, jeg er ikke på udkig efter Riddick Bowe ." AP skriver at Holmes ikke forventer at få endnu en titelkamp. "Det er en skam at boksning forlader sig mere på forbindelser inden for det politiske end på selve talentet. For mig at se arbejder de alle sammen hårdt, Bowe, Holyfield og Tyson, og de er great fighters. Men nogle af de fyre - hvis de havde været med i 1970'erne, ville de (end) ikke have været sparringpartnere." AP tilføjer at Holmes ikke planlægger at bokse efter 1995. Men, siger de, "det sagde han også i 1994 og 1993."
I slutningen af juni 1996 skriver Mike Moscone, at "nitten kampe efter at have trukket sig tilbage for første gang, annoncerede Larry Holmes søndag sin tilbagetrækken," efter at have vundet over Anthony Willis i ottende omgang. Moscone skriver længere henne: "Da han blev spurgt om han ville forblive tilbagetrukket, stay retired, hvis Foreman ville gå med til at møde ham, svarede Holmes, med sin kone intenst lyttende til hvert ord, "George har holdt mig hen i tre år, 70 kampe, 65 sejre. For Larry er tiden inde til at stå af, get out. George burde også holde inde, should retire too.""
Omkring den samme kamp skriver AP: "Efter at være blevet slået ud i fjerde omgang af Mike Tyson i 1988, i en kamp for den samlede titel, undisputed title, trak Holmes sig tilbage første gang ("retired" i anførselstegn). Nitten kampe og endnu en retirement senere, stod Holmes ud af ringen for sidste gang i søndags. "'This is it', sagde Diane Holmes, 'nogle løfter giver jeg ikke, men det står fast, this is it'."
Vi sidder her i Seattle, på den anden side af nytår, og ser fjernsyn. Vi ser Michael Jordan og Dennis Rodman i deres kampe for Chicago i NBA, Bulls er selvfølgelig godt kørende, men der er jo nogle måneder tilbage af basketball-sæsonen.
I forbindelsen her går tankerne tilbage til 1993, sjette oktober, da Jordan meddelte at han stod af, trak sig tilbage fra Chicagos Bulls og NBA, det Nationale Basketball Forbunds kampe. Jeg tog nogle notater dengang, men har senere set et udskrift af Jordans ord ved den lejlighed. På et tidspunkt siger han, til de mange fremmødte mediemennesker: "Jeg tror at ligaen er gået fra (først) at have rejst tvivl hos mange mennesker med hensyn til personalities og image, til (nu) hvor den formodentlig er den mest sete og højst ratede professionelle sport som findes . Så tak, thank you, og forhåbentlig får jeg ikke alt for mange af jer fyre at se i fremtiden. Så I kan gå andre steder hen og få jeres historier. Det er formentlig første gang jeg har set så mange mennesker møde frem uden at der var tale om en skandale, without a scandal around."
Jordan nævner "image", et af tidens ord, og han taler om "jer fyre, you guys" i forbindelse med de mange der er mødt op til pressekonference, et af tidens medier. Her, ved sådanne lejligheder, står man frem, og trækker sig tilbage, punktum. For altid? Altid og altid, det er måske så meget igen, alting er som bekendt relativt.
For en stund. For en tid. Foreløbig.
I samtale med agent og reklamefolk orkestreres et forløb. Atleten, agenten, hustruen, reklamefolkene, sponsorerne, hver især giver deres ord, ingen løfter, vi holder jer fyre løbende underrettet. Atleten skal som bekendt nå en flyver, men hvis der er nogen der har et spørgsmål har vi måske lige tid til at tage et par stykker.
Henover skærmen sidste weekend, i forbindelse med ugens basketball- og fodboldkampe gik en annonce hvis tema mindede om den Agassi-serie der blev kørt så flittigt sidste år. Agassi averterer for et velkendt kamera, og teksten eller temaet for hele serien lyder: "Image is Everything", alt er image, billede.
Den annonce vi så forleden var også for en velkendt virksomhed, Unisys, det var vel en slags goodwill annonce, anderledes diskret end Agassis, dog stadig en image-annonce. Teksten lød: "Information is Everything", alt er information, data. Det lød jo, her i året efter Agassi, rimeligt nok. Kunne de to budskaber kædes sammen? Og var de ikke allerede forbundne, og eventuelt allerede med et tredje, dette halvtredje, uden hvilket den atletiske dualisme er ilde stedt, dette tredje, uden hvilket professionel idræt dårligt lever en dag: "Winning is Everything".
Jeg spørger her også af en bestemt grund. For hvis der som nævnt stadig er god tid til NBA-finalerne, i basketball, er det ved at være lige oppe over byen med hensyn til fodbold, den amerikanske, som fejrer sin Super-søndag allerede om et par dage. Og til denne årets Bowl, omkring hvilken nationen som bekendt samler sig, er de to hold allerede klar: New England, kaldet Patrioterne, vandt forrige søndag over Jacksonville's Jaguarer, og Green Bay, kaldet Packers, vandt samme dag over Carolina's Pantere. Om den sidste kamp brugte Seattle Times overskriften, sic: "Packers e-Vince greatness."
Gyldendals røde taler om "evince" i betydningen lægge for dagen, udvise. Med andre ord, Packer'ne viser stort spil, lægger storhed for dagen. Hvorfor den stavemåde? Dette ordspil går på Vince Lombardi, Green Bay's træner for mange år siden, og det er efter ham at selve søndagens trofæ er opkaldt. Super Bowl nummer et og to (1967 og '68) blev vundet af Green Bay og Vince Lombardi, og således er det 29 år siden, at Green Bay sidst var med på denne søndag, igen: omkring hvilken nationen samles.
Vejen til Green Bay's stadion hedder Vince Lombardi Avenue, og der tales og skrives selvfølgelig uophørligt i disse uger om den lange vej tilbage: den lille by og det glorværdige comeback.
Hvad var det Vince Lombardi sagde, eller stod for, som hele nationen ved besked med? Den sentens, det slogan, som nu i dobbelt forstand synes at have ret kronede dage: "Winning isn't everything, it's the only thing", det at vinde er ikke alt, det er det eneste.
Denne optrapning eller tilspidsen er måske værd at have med i billedet, for hvis man går tilbage til slutningen af tresserne og de første år af halvfjerdserne, Berkeley, Fillmore West, Woodstock, Kent State, Chicago 7 etc., er det som om der på det tidspunkt også blandt professionelle idrætsmænd i hvert fald tegner sig en isprængt opfattelse af: at nu bliver det lidt for meget. Med andre ord, at Lombardi tegner en attitude, som en majoritet kan bifalde og dermed spille ud fra, men at der samtidig er tale om en holdning som en række idrætsfolk kunne og ville tage afstand fra, og også artikulere.
Nu tredive år senere synes der, i hvert fald i den professionelle idræt og omegn, ikke at være meget tilbage af denne afstand. Som om atlet, agent, træner og medie i fællig er villig til at skrive under på, at vinding, winning, er det eneste, det helt eneste, hvad skulle det ellers være?
Atleten giver sit ord, det opportune, hvad kan han ellers give? Atleten får sit ord, det rette, fra agenten og fra tekstforfatteren. Hvor skulle han ellers få det fra? Vinderen, den eneste, videregiver sine ord, de passende.
Medie, Image, Information. Vinderen videregiver sit råd, det gode. Jeg mindes en episode på fjernsyn for snart længe siden, og jeg har nok nævnt den engang her i avisen, måske for ti år siden. Selve episoden går tilbage til sent på året 1982 eller deromkring, i hvert fald efter at Bjørn Borg havde trukket sig tilbage, og i hvert fald efter at Sugar Ray Leonard havde trukket sig tilbage første gang. De sidder nu og snakker sammen, ud på aftenen, på fjernsyn, jeg tror det må have været Sugar Ray Leonard's show, sådan husker jeg det, nu sidder de sammen, Borg som gæst. Og det var jo dengang sådan at Leonard havde haft noget vrøvl med øjnene, noget med hinden som var blevet slået løs. Og Leonard havde fået at vide, fra lægerne, at det kunne ikke nytte noget at fortsætte. Det var færdigt. Og de sidder og snakker om hvorvidt nu, hvor det er færdigt, om det kunne blive svært, svært at holde op, og Borg kommer ind på, at det for hans vedkommende måske ikke var så svært etc. Og Leonard siger på et tidspunkt: "Hvis du nu pludselig skulle få en kløen efter at komme til at spille igen, komme tilbage, så tænk på denne aften, tænk på mig, think of me."
Tænkte Borg på Leonard, da han i Monte Carlo for nogle år siden forsøgte sig igen? Har Leonard på noget senere tidspunkt haft den samtale med Borg i tankerne? Eller var det bare fjernsyn? Lysbilleder?
En AP-historie kom ind over internettet for et par dage siden, dateret 13. januar 1997. Den siger, at endskønt det så ud som om den planlagte kamp mellem Sugar Ray Leonard og Hector Camacho, der var berammet til den 28. februar, ville blive aflyst på grund af en af de i arrangementet implicerede sagføreres påståede forbindelse med Gambino-familien (ordet mafia ses sjældent i journalistiske sammenhæng, derimod crime family), er kampen nu igen, via en omrokering blandt arrangørerne, på plakaten, denne gang et par dage senere, 1. marts i Atlantic City.
Lysbilleder, image, information, på nethinden. Hvordan forholder det sig, mere indvortes teknisk for de idrætsmænd, der ikke har været igang over et længere stræk og prøver at komme igen, eller holde den gående?
Det afhænger selvfølgelig af så mange faktorer, alder, vægt, bevægelsesmønstre og selve de idrætsgrene der er tale om. I Claus Bøjes radioserie kaldet Sportsånden prøvede han og jeg for nogle uger siden at nærme os disse elementer. Tag f.eks. Foreman, Leonard, Borg og Gonzales, allerede fire forskellige typer, en tung bokser, en lettere, en baggrundsspiller, en flugtspiller. Forskellige mål, en ring i forhold til en bane. Forskellige intensiteter, 12 gange tre minutter i forhold til fem sæt i en række kampe over to uger. Nærkamp i forhold til en bold på løbende afstand. Fælles, kunne man sige, er de om selve informationerne ind på nethinden, i forhold til kroppens vanskeligheder med at bevare hurtighed, udholdenhed, muskel-procenter i forhold til fedt etc. Men også selve nethindens nye indtryk, i forhold til en tidligere indkodning, en slags intern interferens kunne man måske kalde det, mellem f.eks. de skridtlængder der var tjenlige på et givet tidligere tidspunkt, i forhold til dem der nu skal til, hvis hurtigheden er gået et par anelser ned. Der skal meget lidt til, før der går kuk i timingen.
Foreman og Holmes f.eks. ser ud som om de har valgt at undlade at flytte sig og forlade sig på overkroppens erfaring i både de defensive strategier og de velvalgte øjeblikkes slagkraft.
En mester, vinderen, kaster lange skygger. De store kampe bliver markeringer, mindesmærker, ikke blot for os der ser på, men også i mesterens eget sind, hvor en slagserie måske står ætset, men senere ikke bliver så ligetil at hamle op med, slippe af med, slette.
Spørg agenten, han ved besked, han lever af det. Vinderen, den eneste, vender gerne tilbage. Til gerningsstedet.
Af Torben Ulrich. Første gang trykt i Information, 24.1.1997. |
|
